Descartes er en tvivler. Han er ikke sikker på, at han kan tro på det, han sanser. "Drømmer Descartes? Troede han, at han drømte? Eller drømte han, at han troede, at han drømte?" For at komme videre i sin tankerække må han som Arkimedes have ét fast punkt at holde sig til. Det punkt fandt han i den tanke, at han var en tænkende substans. Om natten prøver han at lukke alle sanser ude, så der kun er tanken tilbage. Han når frem til, at der må være noget uendeligt, evigt og almægtigt, som har skabt både ham selv og resten af universet.


Han tænker sig altså frem til, at der må være en gud. Samtidig får det ham ind i en ny tvivl: Hvordan kan han som et endeligt væsen have en ide om noget så ufatteligt stort, når han ikke engang har sanset det? Hvordan er ideen kommet til ham? Det må være Gud, som har plantet ideen i ham.


Han når også frem til, at hans sanser oftere fortæller noget sandt end noget falsk. Han kan altså godt bruge sanserne til noget, dog med en vis kritisk sans. Tænkningen er igen central. Endelig gør et smerteligt møde med hans papegøjes næb Descartes opmærksom på, at man ikke kan adskille tanke og krop. Tanken er ikke i kroppen, som en kaptajn er på et skib. Der må være en anden sammenhæng mellem de to ting.


Det er svær filosofi, Descartes' onde dæmon tager fat på. Det er godt, for litteratur og film vrimler med fortællinger om, at alt ikke er, som man tror det er. Matrix og Allicw i eventyrland er to helt forskellige eksempler. I Descartes' onde dæmon kan læseren ikke bare ukritisk godtage den præmis, at vi ikke kan stole på vore sanser.


Bevares, det bliver lidt langhåret ind imellem, men Descartes beskæftiger sig også med meget abstrakte problematikker. Teksten bliver godt hjulpet på vej af de mange illustrationer, som får Descartes' onde dæmon til at fremstå som en billedbog for læsere over 12 år.


Descartes' onde dæmon indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Einstein og Karl Marx.