Marts 2005

Den svenske Marika Kolterjahns anden ungdomsroman ’Det er selvfølgelig min skyld det hele…’ er et flot og modigt indblik i en teenagepiges verden, men manlger enkelte steder troværdighed

I romanen følger vi jeg-fortælleren Sofie, som skal til at starte i syvende klasse på en ny skole. I en klike af piger bliver hun hurtigt midtpunkt først og fremmest ved at bagtale andre. Men kliken bliver aldrig rigtig Sofies veninder. Hun forsøger at holde dem på afstand, fordi hun føler sig sårbar, når nogen kommer for tæt på. Alligevel betyder parløbet med kliken, at hun er nødt til at ofre sin gamle barndomsveninde Malin og veninden Sara, for de er ikke helt seje nok, og har ingen magt i skolen.

Derhjemme går det dårligt for Sofie. Hendes rigtige far døde, da hun var kun ét år, og moderens nye mand, som hun har fået drengen Kalle med, er hun blevet separeret fra. Sofie mangler derfor helt tydeligt opbakning hjemmefra, for moderen har nok at tænke på. I en kort periode bliver moderens søster Bodil et holdepunkt for Sofie, da Bodil går fra sin fyr og flytter hjem til familien. Men man mærker tydeligt, at Sofie mangler tiltro til voksne, eller mennesker i det hele taget, og er konstant bange for at blive svigtet.

Til en fest med den smarte klike kulminerer det hele for Sofie, da Erik, kæreste til ’lederen’ af kliken Miriam, lægger an på Sofie, og kysser hende i samme øjeblik, som Miriam træder ind af døren. Det får katastrofale følger for Sofie, og de efterfølgende reaktioner fra hendes venner og veninder nøjes ikke med at være beskidte tilråb som ’luder’ og ligndende. En dag tager drengekliken hævn over Sofie ved at trække hende gennem sneen, sparke og slå hende, smide hende under den kolde bruser og pisse på hende. Hævnakten er så hård og grotesk, at Sofie er nødt til at fortælle det til sundhedsplejersken på skolen. Det gør ikke hverdagen lettere for Sofie, og hun opdager, at hendes gamle veninder Sara og Malin også er hendes rigtige veninder.

’Det er selvfølgelig min skyld det hele…’ er et flot indblik i den selvjustits, som både drenge og piger udøver i skolegården, og som de voksne enten ikke forstår, eller som de under alle omstændigheder ofte står magtesløse overfor. På den måde er romanen også et fint indlæg i debatten omkring mobning, af den grovere slags, i skolen. Den forsøger først og fremmest at give et psykologisk indblik i Sofie, og det lykkes flere steder.

Alligevel er det også netop dette aspekt, som er kritisk i romanen. For genren ungdomsromaner gælder det, at fortælles de i jeg-person, uden en fortællerramme, opstår der en situation, hvor en voksen skal agere og tænke som et barn. Det kræver både sprogligt flair og viden om barnets psykologiske udvikling at få det til at lykkes. Og det mangler Kolterjahn enkelte steder.
For eksempel undrer man sig, når Sofie tænker, at hendes nye lærer er ’midaldrende’. Sådan et ord vil en pige på tretten næppe vælge. Det samme gælder, når Sofie fortæller, at der er nogen på skolen, der ’foragter’ hende.
Samtidig er hun enkelte steder overdreven bevidst om sine handlinger. Som når hun flere gange næranalyserer sin position i forhold til sine veninder. Sofie kommer dermed til at fremstå alt for voksen, hvilket gør, at romanen fremstår som belærende.
Måske ville romanen, som helhed have fremstået mere troværdig, hvis Kolterjahn havde valgt en anden fortælleform.

Alt i alt er ’Det er selvfølgelig min skyld det hele…’ dog et fint bekendtskab, som tør tage et ømtåleligt emne op, og give et godt psykologisk indblik i en teenagepiges rodede liv.