På forsiden kaldes Det man husker "et portræt". Det havde da også været for almindeligt at kalde det en selvbiografi, en erindringsroman eller autofiktion. Og almindelig er Bent Haller ikke. Han har været et af Danmarks stærkeste forfatternavne, siden han i 1976 solgte 20.000 af Katamaranen og kastede Danmark ud i, hvad der nok er danmarkshistoriens største debat om børnelitteratur. Det er dog ikke forfatterskabet, som fylder mest i Det man husker. Det er alt det andet, det ved siden af.


Måske er det nordjysk beskedenhed, at Bent Haller giver så meget plads til det udenom ham selv. Helt symbolsk skriver han, at selv dygtige fotografer har svært ved at tage gode portrætter af ham. Der var det ord igen. Portræt. Selv forlagets portræt ligner efter Bent Hallers mening ikke. I den konkret verden er portrættet (billedet) kun at finde i bogen, hvis man fjerner smudsbindet.


Vennen Uffe fylder til gengæld godt i Bent Hallers erindringer. De to er hinandens modstykker. Den rige Uffe og den fattige Bent. Uffe med en kommandørkaptajn til far og en ”kontormus” til mor. Bent med en maskinmesterfar og en hjemmegående mor. Som et andet Tom Sawyer og Huck Finn-makkerpar finder de sammen og komplimenterer hinanden. Senere flader venskabet ud. Uffe er en ven, ”som jeg har beholdt hele livet, selv om han ikke har beholdt mig”, som Bent Haller udtrykker det.


Bent Haller viser, at han behersker sprogets mange nuancer. F.eks. bliver hans barndom fortalt, så det kunne være en børnebog, hans ungdom skildres som i en ungdomsbog, og den voksne Bent Haller beskrives som i andre velfortalte erindringer. Samlet set er DET MAN HUSKER i lige så høj grad en roman som en selvbiografi. Der er nok også hugget en hæl og klippet en tå undervejs, selv om det er Uffes Onkel Willys historie, om hvem Bent Haller siger: ”Tror du ikke, det er noget, han har fundet på?” Uffe svarer tvetydigt, at ”Onkel Willy hader digtning…”, og romanen bliver da heller aldrig til noget. Willys altså.


Læser man Det man husker som en fortælling, er det tydeligt, at point of no return kommer med udgivelsen af først Katamaranen og senere Sabotage. Det er her, den naive Bent bliver moden. Efter det punkt bliver fortællingen også anderledes. Det er ikke uskyldig sjov det hele, og forholdet til Uffe bliver aldrig det samme. I et forsøg på at puste nyt liv i venskabet tager de to ud på en telttur, men det bliver ikke den store succes. ”Måske havde han alligevel ret, Uffe. Jeg havde glædet mig til at komme hjem,” fortæller Bent Haller ved ankomsten til Agger, turens mål.

Det man husker skal læses, fordi den fortæller om en vigtig person i dansk børnelitteratur. Den skal også læses, fordi det er en velfortalt beretning om et menneske, beskrevet i en børneungdomsvoksenbog.