Hvad betyder "depression" egentlig – og hvordan hænger forståelsen sammen med vores samfund? Det er de grundlæggende spørgsmål den franske professor i sociologi Alain Ehrenberg stiller i sit værk DET UDMATTEDE SELV. Han analyserer og reflekterer over sygdommen depression og kommer frem til, at forståelsen af fænomenet er nært knyttet til vores vestlige samfunds sociale forventninger og krav til individet om bl.a. selvrealisering, autonomi og personligt ansvar.


DET UDMATTEDE SELV vakte, da den udkom tilbage i 1998, en del debat og interesse – man kan ligefrem sige, at værket er en moderne, sociologisk klassiker. Alene derfor er det en fornøjelse, at den nu foreligger på dansk.


Ehrenbergs metode tager udgangspunkt i dels psykiatrihistorien og dels i udviklingen af det moderne samfund.Herigennem viser han, at de løbende forandringer i identitetsdannelsen også har præget karakteren af psykiske lidelser. Forståelsen af depression hænger sammen med de sociale normer, der hersker i samfundet. Et normalt og rask individ i vores tid er et handlende, initiativrigt, aktivt og fleksibelt individ. Depression er altså knyttet til det at være det modsatte – at være utilstrækkelig. Den moderne forståelse af depression er opstået i et samfund, hvor tidligere højtskattede værdier som lydighed og disciplin ikke længere er normbærende.


Som adjunkt ved Aalborg Universitet Anders Petersen skriver i sin glimrende introduktion: Nutiden fordrer altså aktive og initiativrige individer, der kan mestre deres egen selvrealisering i en verden, der bliver stadig sværere at mestre. Depression skal i en moderne kontekst altså forstås som en træthedens, nedstemthedens og udmattelsens patologi. Depression er en tilstand, der hindrer individet i at forvalte sin frihed – dvs. manglende evne til at tage tidens krav om autonomi, ansvar, selvrealisering og initiativ og omsætte dem til handling.


Ehrenbergs analyse er yderst interessant, og han kommer med mange glimrende iagttagelser; fx at begrebet depression gennem historien har ændret sig fra at læne sig op ad en slags sindssyge til at være noget, alle kan bliver ramt af. Oprindeligt talte man om melankoli (en psykisk smerte som er kendetegnet ved nedtrykthed), herefter talte man om vanvid (kristendommen anså det som en slags djævlebesættelse), derefter omtalte man det som sindssyge – først i form af fornuftens modsætning og senere forstået som en spaltning af personligheden (skizofreni). I anden halvdel af det 20. århundrede taler vi om depression og forstår det som et aspekt ved individualiteten – som Ehrenberg siger, så opstår depression i konfrontationen mellem begrebet om den ubegrænsede mulighed og begrebet om det ubeherskelige.


Et sympatisk træk ved Ehrenberg er, at han ikke er ude i at beskrive en forfaldshistorie ved at hævde, at moderniteten er årsagen til alle ulykker – han langer netop ud efter dem, der har denne mening (fx den franske filosof F. Lyotard). Ehrenbergs ærinde er at vise, hvordan man kan forstå fænomenet depression – og i hans analyse bliver det altså centralt, hvordan samfundets diskurser er med til at definere sygdomsbegrebet.


Man bliver som læser– undskyld udtrykket – ikke direkte udmattet, men det kræver koncentration og vedholdenhed at læse værket. Det er dog umagen værd. DET UDMATTEDE SELV kan varmt anbefales til alle, der interesserer sig for psykologi, psykiatri og de eksistentielle livsvilkår, som det moderne samfund udstikker for vores liv. Det er en oplysende bog, der på mange måder er en øjenåbner – fx genkender man mange af fraserne om det autonome og initiativrige individ i mange af tidens managementteorier og HR-politikker, og værket kan derfor danne grobund for yderligere refleksioner over andre sfærer i vores moderne liv.