”Jeg begyndte at lukke øjnene, når jeg hørte de høje plask. Jeg vidste, hvad de betød. Jeg havde været så bange for at drukne. Træbådens hæse knirken og lyden af vandet så tæt på. Med det er ikke havet, der slår ihjel. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet.”

Et flygtningebarn fortæller om sin rejse med en båd. Han er sandsynligvis på vej over Middelhavet, og bag ham ligger bomber og så store rædsler, at han sammen med sin lillebror risikerer livet på havet. Lillebror er vandskræk, og jegfortælleren gør sit yderste for at beskytte og passe på ham. Lillebror gemmer dog på en hemmelighed, som læseren først indser, da et stort skib samler de overlevende op. Illustratoren Rasmus Breignhøi har her fået en meget svær opgave, som han har løst på ypperste vis: Lige på dette punkt måtte han ikke afsløre mere end teksten. Samtidig giver både tekst og illustrationer små fingerpeg, man først forstår at tolke ved anden læsning af Det vi har mistet.

Der er mange detaljer om livet (og døden) i en flygtningebåd. Om hvordan man fordeler drikkevandet. Om det legemlige forfald. Om at bølger kan være et tegn på, at man nærmer sig kysten.

Turen over Middelhavet bliver yderligere farlig af, at motoren sætter ud efter syv timer. Det viser sig, at der kun er saltvand i dunkene med brændstof. Nogen må have løjet for os. De voksne tysser på mig og siger, at jeg ikke skal være bange. Jo mere de tysser, jo mere bange bliver jeg.

Sarah Engell skrev Det vi har mistet til novellesamlingen Lige nu (også anmeldt her på Pædagogen). Novellen er nu udkommet i nyt format med Rasmus Bregnhøis stemningsfulde og uhyggelige illustrationer. Bogen lever således i forfærdelig grad op til dogmerne for Gyldendals serie med billednoveller for unge: Stærke temaer, Udfordrende fortællinger og Dynamik mellem tekst og billeder.

I de fleste af Sarah Engells bøger er der én scene, som særligt brænder sig fast. I Det vi har mistet er det babyen, som suger det sidste mælk ud af brystet på sin allerede døde mor, inden hun smides i havet. Kvalmende, rædselsvækkende og dog livgivende på sin egen syge facon.

Novellen har fået navn efter den måde, menneskene på båden kender hinanden på. Manden, der har mistet to søstre. Babyen, der har mistet sin mor. Kvinden, der har mistet sin ene tvillingedreng. For alle har mistet nogen.

Skønlitteratur
Gyldendal
Sarah Engell
Rasmus Bregnhøi
40
Bjarne W. Andresen
5. september 2019

Seneste anmeldelser

Valhalla i nye hænder
Skønlitteratur
Drømmemaskinen
Faglitteratur
Lille Myr
Skønlitteratur

Tilmeld dig vores nyhedsbrev