Den begynder med en slutning. Jegfortælleren Louise bliver hevet op af Limfjorden Hun har begået selvmord ved at lænke sig til kæresten Liam og springe ud fra Limfjordsbroen. Derfra går der to fortællespor: Et i datid, som fortæller om historien op til selvmordet, og et i nutid, som fortæller om, hvordan de efterladte reagerer. På den måde får vi langsomt udredt, hvordan det kunne ske, at to forelskede unge på hhv. 17 og 19 år slutter deres liv så dramatisk.

Det er især grebet med de to parallelle fortællespor, som gør bogen til noget særligt. Side for side bliver læseren mere oplyst om den stormende forelskelse, som gør Louise blind for farerne, som lurer. I en 9. klasse, hvor jeg arbejdede med Dig og mig ved daggry, fandt de unge læsere mange forskellige steder, som kunne gælde som point of no return. Det er netop en pointe, at den ene begivenhed tager den anden med sig. Hvornår var det lige, Louise skulle have sagt fra?

Var det, da Liam begynder at handle med stoffer? Var det, da vennen Jeppe dør? Var det, da Liam overtager Jeppes narkogæld? Var det, da Louise beslutter at betale gælden af med sin egen krop?

Louise og Liam kommer fra meget forskellige baggrunde. Louise er vokset op i det pæne Hasseris med to lige så pæne forældre. Liams irske far er alene med sine to sønner og drikker lidt for meget. De tre forældre reagerer meget forskelligt på den forfærdelige nyhed. Fædrene står i begyndelsen meget fjernt fra hinanden, men især Louises far ændrer sig gennem bogen og får vel en eller anden form for forbundethed med Liams far.

Det er ikke nogen rar bog at læse. Og den bliver ikke behageligere af, at dialogen er så realistisk. Selv her fem år efter fremstår teksten helt frisk. Der er nogle lange, meget detaljerede beskrivelser, men det passer rigtigt godt med, at teksten i datid skal forestille at være den dagbog, Louise havde rigeligt med tid til at skrive, mens de holdt sig skjult fra den psykopatiske Johannes og den klamme og voldelige Mawi.

Selvmordet virker som den eneste udvej, der er tilbage, da de har prøvet de tre klassiske biologiske reaktioner på overbelastning: at underkaste sig, at slå igen og at flygte. Alligevel er det ikke en bog, som forherliger selvmord. Dig og mig ved daggry viser også, hvor dybe spor Louise og Liams handling har sat for deres familie og andre nærmeste.

Det er ikke uden grund, at bogen fik Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomsbøger 2013. Og i modsætning til hovedpersonerne lever den stadig. I 2018 blev den sat op som teaterstykke af Teater Nordkraft.

Skønlitteratur
Gyldendal
Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved
309
Bjarne W. Andresen
20. september 2018

Seneste anmeldelser