Selv om jeg slet ikke troede på sådan noget skæbnepis, så vidste jeg på en måde, at det her, det var meningen. At det ville komme til at få en betydning. En kæmpe betydning. Jeg havde bare ikke i min vildeste, mest fucked-up fantasi, forestillet mig, at det ville blive, som det blev.

Louise og Liam lænkede sig sammen og sprang ud over Limfjordsbroen tilbage i 2012, da Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved sendte Dig og mig ved daggry ud fra forlaget, væk fra Limfjordsbroen og ud til mange, mange unge læsere. Louise og Liams dobbelte selvmord stod på første side i Dig og mig ved daggry, og herefter fik læseren hele den forelskede, sørgelige, voldelige, belastende og farlige kærlighedshistorie. Et møde mellem Louise fra Hasseris og Liam fra den mere ydmyge del af Aalborg. Her i Dit liv i mine hænder er der gået nogle år, og hovedpersonen er nu Jonathan, Liams yngre bror, der sytten år gammel fortsat er præget af det store savn, den store sorg og den manglende livsglæde, der fulgte efter Liams død.

Også Dit liv i mine hænder begynder med handlingsforløbets slutning: Det er først, da jeg synker sammen og ligger på ryggen på jorden, at jeg fatter, at jeg er ramt. Det føltes ellers ikke som et skud, mere som et slag, et hårdt og præcist slag af en hammer lige mellem ribbenene. Over mig runger hans stemme.

Sådan står der i kursiv på første side. Og så kommer hele fortællingen om Jonathan, Liams lillebror, der er i byen i Gaden i Aalborg sammen med Noah og Olli. Han er sytten år. Han er usikker, urutineret og helt på bar bund, da en pige prikker ham på skulderen:

Undskyld? Hallo, Undskyld.

En finger prikkede på min skulder, og jeg vendte mig om og skulle lige til at bede idioten om at slappe af. Men der stod hun. Der er Isa. Isabella, der bor ude i Aalborg Øst sammen med sin mor Maja (der ryger sig skæv, når hun ikke drikker), og sine brødre Trish og Paddy, der lever af at være håndlangere for Johs/Johannes, en overmåde ubehagelig person, der også var med i Dig og mig ved daggry.

Den røde skrift bliver uskarp, flyder ud. Jeg blinker. Ordene er ikke Louises egne, det er fra nogen af de digte, Liam læste højt for hende, står der. Min pegefinger er placeret under linjen og følger hvert ord:

Det, der er hændt dig, og det, der skal ske
Nu sner det med mørke
Og stilner med sne.

Der er Hasseris-segmentet i Aalborg, og der er Aalborg Øst. Der er Luksusbaby, konceptet, der leverer alt til nyfødte (og voksende) babyer, og så er der Den Blå Avis, hvor man kan købe alt brugt.

Dit liv i mine hænder er Isa og Jonathans svære tid som helt unge, kommende forældre. Isas temperament er i høj grad præget af den opvækst, hun har haft. Moderen har vanrøgtet hende, hun har været i familiepleje, og hun har på ingen måde lært, hvordan man er mor. Jonathan gør det så godt, han kan, men han mister sin læreplads, og han ser ikke andre muligheder end at gå ind i et (forholdsvis tvungent) samarbejde med Isas kriminelle brødre.

Her hersker et andet moralkodeks: Vi er familie, ikk?, siger de igen og igen, mens de hytter eget skind og meler egen kage og kaster alle andre end sig selv under bussen.

Jonathan arver også den gæld, Liam har efterladt.

Der sker virkelig meget på det ydre plan, hvor miljøet i Aalborgs sidegader er beskrevet, netop så man kan leve sig ind i det. Det er ikke det helt hårde bandemiljø, der møder Jonathan, men det er en verden, hvor man ikke har mange muligheder for at vælge rigtigt og levedygtigt.

Jonathan og Isa bliver forældre til lille Evig, en pige, der også får en hård start på livet.

Den ydre handling er således fyldt med spænding og slagsmål og indbrud og inkasso, men det er jo først og sidst en roman, der viser, hvordan Jonathan og Isa også udvikler sig med det ansvar, der følger med lille Evig.

Jonathan finder Louises dagbog, og den giver ham et indblik i de valg, Louise stod overfor, og de valg, han må tage. For Evigs skyld (og for sin egen) må han vælge det ulige opgør med kriminaliteten og den rå verden. Isa og Jonathans kamp mod kommunen bliver også et tema, og heldigvis viser det sig, at der findes mennesker, der gerne vil hjælpe de svage i samfundet.

Det er svært for den syttenårige Jonathan at se sig selv som nybagt far: Imens prøvede jeg at se det for mig; mig, der kom gående ned forbi Cimbrertyren med den der mærkelige vogn og Noah og Olli der kom ræsende på Noahs scooter, flade af grin og mig, der forsøgte at vinke, men ikke kunne komme til det, fordi mine hænder sad fast i to luffer. - men han klarer det. Skønt hans egen far er den arbejdsløse irske far, der bor særdeles rustikt og uden mange farfar-skills, så klarer Jonathan at være der for Evig. Han gør det, så godt han kan. Men moralen er også, at man ikke skal klare alt alene. Man må gerne få hjælp. Mødrehjælpen, kommunen, venner og familie mener det godt, når de vil hjælpe. Det skal man kunne tage imod.

Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen kender til Aalborg. De er begge født i Nordjylland, de kender tonen, og lokaliteterne i Aalborg er genkendelige. Hasseris er Hasseris, og der findes masser af forladte ejendomme på vejen ud mod Storvorde. Her har de skrevet en fremragende roman om ansvar og valg i livet. Den følger op på Dig og mig ved daggry, men det er en helt selvstændig roman.

P.S. Og så er det en glæde, at det er Aalborg-digteren og modstandsmanden Morten Nielsen, der citeres med digtet Jeg ser nu i nat. Morten Nielsen (1922 - 1944), der kun fik udgivet en enkelt digtsamling Krigere uden våben, inden han døde af et vådeskud i 1944.

I digtet, der findes i Efterladte digte, står der (og det citeres også):

Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø,
Du er endnu for ringe til at dø.