I 2004 udkom Unni Linds AT SÆTTE EN PÆDAGOGISK DAGSORDEN. Den beskæftiger sig primært med at lave pædagogiske læreplaner. Unni Linds nye bog DOKUMENTATION OG EVALUERING I BØRNEINSTITUTIONER fortsætter, hvor forgængeren slap. Budskabet er det samme: vigtigheden af at sætte en pædagogisk dagsorden, også i arbejdet med dokumentation og evaluering. Hvad det så indebærer, definerer Unni Lind efterfølgende.


Dokumentation og evaluering er ikke nyt for pædagoger. Det nye er, at det skal foregå systematisk og løbende og have en afsluttende evaluering. Netop det systematiske hjælper Unni Lind læseren med bl.a. gennem en lang række skemaer i bogens sidste del. Skemaerne kan anvendes direkte eller tilpasses  – det opfordrer Unni Lind selv til – som det også kendes fra AT SÆTTE EN PÆDAGOGISK DAGSORDEN.


Skemaer
Når jeg fremhæver den sidste del først, skyldes det, at den er så konkret. Personligt har jeg i hvert fald fået meget ud af at læse DOKUMENTATION OG EVALUERING I BØRNEINSTITUTIONER samtidig med arbejdet med evalueringen af de pædagogiske læreplaner i min daginstitution. Dokumentation og evaluering skal ses som en del af dagligdagen. Det skal indlejres i hverdagsrutinerne. Det er en helt nødvendig forudsætning for at kunne lave en kvalificeret evaluering af de pædagogiske læreplaner. "Dokumentation og evaluering hænger sammen, fordi det ikke er muligt at evaluere noget, uden at man har en række data som baggrund for arbejdet." Evaluering er en løbende proces, hvor systematik er nøgleordet. Jeg vil påstå, at den erkendelse kommer lige lovligt sent i mange daginstitutioner landet over. Timingen er ikke god, når DOKUMENTATION OG EVALUERING I BØRNEINSTITUTIONERs udgivelsesdato er sammenfaldende med fristen for at have færdiggjort evalueringen i mange kommuner.


Modeller
Unni Lind peger selv på, at bogen er en forenklet fremstilling, som daginstitutionerne kan bruge på deres egen måde. Herefter følger en lang række modeller, som ikke kan refereres fyldestgørende her, men jeg vil kort beskrive nogle af dem som en appetitvækker.


Bl.a. præsenterer Unni Lind en model med den betydning, det får for dokumentation og evaluering, om man har mål, som retter sig mod (a) det enkelte barn (konkret, individ- og resultatorienterede), (b) børnegruppen (generelle, brede og fællesskabsorienterede) eller (c) miljøet (de muligheder man ønsker at give børnene i institutionen).


Unni Lind sondrer mellem tre former for læringsrum: voksenskabte, voksenstøttede og barneskabt, defineret ved graden af hhv. barnets og den voksnes indflydelse på indhold og form. Det er værd at bemærke, at der ikke opstår et læringsrum, hvis ingen af parterne har indflydelse. I legen kan barnet have fire positioner: (a) instruktøren, som fortæller og har definitionsmagten, (b) med- og modspilleren, som har forhandlingsret, (c) statisten, som har mindre roller i legen og er uden egentlig indflydelse og (d) iagttageren, som er helt udenfor legen. Alder, modenhed og viden om legens regler kan bestemme barnets position, og så vil det starte som iagttageren og langsomt arbejde sig op ad rangstigen. Pædagogen må så være opmærksom på, om denne bevægelse faktisk forløber tilfredsstillende.


Så følger et langt og meget brugbart afsnit om at indsamle observationer. På skrift og video. Ved samtale og interviews, børnenes egne produkter, whiteboards, dagbøger og andre bøger, hvadenten det er officielle bøger, pædagogernes bøger, børnenes bøger.


Unni Lind pointerer, at dokumentation er et udvalg. Til- og fravalgene er et signal til barnet. Der er noget, som er forbudt. Der er noget, som er normalitet. Der er noget, som er særligt værdifuldt. "Det kan være meget svært at lave en nogenlunde gyldig og sandfærdig evaluering af året, hvis man ikke løbende har indsamlet dokumentation og løbende har evalueret denne", gentages det. Det er vidst blevet forstået af de daginstitutioner, som ikke har dokumenteret i tide. På den måde er DOKUMENTATION OG EVALUERING fremadrettet og sammen med AT SÆTTE EN PÆDAGOGISK DAGSORDEN et godt bud på en samlet pakke, som hjælper med at formulere, dokumentere, evaluere og revidere pædagogiske læreplaner.


Etik
Anden del af DOKUMENTATION OG EVALUERING kommer omkring en række etiske aspekter. Der er fare for at tilsidesætte "barnets initiativer, situation, ønsker og forestillinger" for at lægge klare planer for barnets læring – og ikke mindst for at kunne gennemføre det planlagte. Her kommer en liste med fire principper: Autonomiprincippet (selvbestemmelse), retfærdighedsprincippet (rimelighed og fravær af diskrimination), godhedsprincippet (man skal gøre godt og forebygge skade) og endelig lidelsesprincippet (man må ikke forårsage skader). Det siger sig selv, at disse principper kan og vil komme i konflikt med hinanden, ligesom praktiske forhold kan støde sammen med disse principper.



Bør børn i en vis alder også have ret til selv at dokumentere deres liv i institutionen? Dette og andre væsentlige spørgsmål holdes op mod FNs børnekonvention. Af andre betydningsfulde spørgsmål i dette afsnit kan nævnes: Er de mål, man har sat sig procesmål eller konkrete indlæringsmål? Dokumentationen skal være af generelle læreprocesser ikke det enkelte barns udvikling. Skal dokumentationen synliggøre eller bevise? Er det indsigt eller kontrolforanstaltninger, vi søger?


Med til bogen hører en dvd med eksempler på, hvordan en dansk og en svensk daginstitution arbejder med dokumentation og evaluering. Bogens beskrivelser kan fint genfindes i videoklippene. Samtidig kan man bruge filmen som udgangspunkt for en diskussion om nogle af de etiske dilemmaer, bogen opstiller. Det er mindre "farligt" at diskutere andres praksis end sin egen, og så kan man jo spole tilbage og se situationen igen med nye briller på. Den kan ses alene, men jeg vil anbefale den til brug på stue-, afdelings- eller personalemøder.