April 2005

Det handler om DRENGE i alderen 12 til 16 år.
Marie Scott Poulsen har indsamlet materiale via en række interviews, hvor hun har fulgt nogle drenge derhen, ”hvor de gerne ville”. Hun har, siger hun, herved fået ”..et skønt, lille indblik i den danske teenage-folkesjæl..”, som hun forsøger at formidle videre i bogen.

Bogen er bygget op om tematiske kapitler som ”Venner”, ”Rus”, ”Onani og våde drømme”, ”Tro”, ”Kærester”, ”Porno”, ”Sport og idoler” osv.; forfatteren har skrevet en lille indledning til hvert afsnit. Det meste af bogens tekst består af udtalelser fra drengene, der har fortalt forfatteren om deres liv, garneret med udtalelser fra nogle voksne professionelle – en læge, en psykiater, én fra et ”etnisk konsulentteam”, en fodboldspiller osv.

I de bedste af bogens afsnit fås et fint og levende indblik i drengeliv af i dag. Af afsnittet ”Kærester” fremgår det på næsten rørende vis, hvordan usikkerheden i forhold til kærester sætter sig i drengene. Hvad skal man EGENTLIG med sådan en, når man er 12 eller 13? Forvirringen er selvfølgelig ikke overraskende i sig selv, men mange af drengenes udsagn er stærke og fine, og giver netop derfor noget ”mere” til læseren.

Generelt er der dog lidt langt mellem snapsene i bogen. De første indledende kapitler virker underligt ”flade”, for hvad skal man med drengenes fortællinger, hvis ikke de enten er sprogligt gribende ELLER fortæller noget interessant eller overraskende om drengenes liv? Når det i en af Marie Scott Poulsens indledninger hedder: ”Mange bruger vennerne til at hænge ud med. De fører ikke lange, dybe samtaler. Men det er fedt at have nogen, som man bare er sammen med”, må denne anmelder tillade sig at spørge sig selv: And So What?? Det udbryder han ikke sjældent, også når det er drengene selv, der udtaler sig.

De lidt kedsommelige afsnit skal ikke skygge for, at andre afsnit – som antydet – virker betydeligt mere vedkommende. Når det drejer sig om ”Sport og idoler”, f.eks., er drengenes urealistiske forhold til egne evner i fodbold tankevækkende læsning. Den unge, professionelle fodboldspiller Peter Foldgast, der tidligere har spillet i Brøndby, leverer i den sammenhæng en udmærket fortælling om sit eget liv, der sætter drengedrømmene i relief. Og hvad angår ”Porno”, er det også muligt at få aflivet nogle af sine fordomme om drenge, som nogle (måske især kvinder?) kunne tænkes at sidde inde med: mange drenge synes faktisk IKKE, at porno er særligt ophidsende.

Der er tale om en udgivelse i den blødere genre, og ikke en kvalitativ eller kvantitativ undersøgelse. Alligevel finder jeg, at man som læser savner at få at vide, hvor mange drenge, der reelt er interviewet. For bogen udsiger jo NOGET på baggrund af netop de interviews, som forfatteren har foretaget. Man bliver nysgerrig mht. mulige udvælgelseskriterier af de interviewede osv. Det oplyses heller ikke, hvor drengene befinder sig rent geografisk. Et kvalificeret gæt vil dog være det storkøbenhavnske område.

Generelt virker det, som om forfatteren har været noget usikker i forhold til sine målgruppe(r). Forfatteren har vist først og fremmest villet skrive en bog om de her drenge, som har fascineret hende, hvilket jo er helt, helt ok. Men hvem henvender bogen sig egentlig til? Undervejs i læsningen var man ikke helt sikker på, om hendes eget tillægsord ”fedt” i det noget staccato-agtige sprog, var henvendt til en hvilken som helst læser, eller om det udelukkende skyldes ønsket om at få yngre målgrupper i tale.

I denne bog vil der måske ikke være så meget nyt at hente for klubmedarbejdere eller andre socialarbejdere. Men jeg vil til gengæld tro, at nogle af afsnittene fint kan bruges til at tematisere nogle af de tanker, som drengene går rundt med – hvilket forfatteren vist netop har tænkt sig. Allersidst i bogen skriver Marie Scott Poulsen nemlig, at hun håber, at drengene i aldersgruppen generelt vil kunne bruge bogen som inspiration.