I Dagbladet Politiken var der forleden en artikel om, at der er kommet snævrere identitetsmæssige rammer for kønnene (både drenge og piger) helt nede fra børnehavealderen. Samme dag dumpede denne her bog sjovt nok ned i postkassen til anmeldelse: DRENGELIV af Svein Ole Sataøen. Svein Ole Sataøen underviser på den norske læreruddannelse og forsker blandt andet i børns opvækstvilkår. DRENGELIV leverer netop et glimrende udgangspunkt for at diskutere kønnenes rammer for trivsel, selv om forfatterens emne primært er drengenes vilkår.

Sataøen anfører selv, at bogen er tænkt ind i en debat om, hvilke udfordringer vi har i familien, i børnehaven og i skolen ”..når det gælder om at forstå drenge, møde drenge, passe på drenge og give dem gunstige vilkår for udvikling.” Det er vigtigt, at forfatteren skriver ”tænkt ind i”, for det skal straks siges, at bogen ikke er en populær debatbog - a la så er der en, der siger det, og her har vi så en, der mener det modsatte. Godt nok præsenteres modsatrettede synspunkter selvfølgelig, men de er alle solidt forankrede i forskningsresultater. Bogen bør have noget at sige enhver, der seriøst er optaget af børns opvækstvilkår og identitet. Især drengenes.
 
DRENGELIV er opdelt i 6 kapitler, og alle er de – som sagt – baseret på forskning, men det betyder ikke, at alle kapitler er svært tilgængelige. Ind imellem er der også illustrative citater af børneudtalelser m.m. Det første kapitel hedder meget passende ”Køn i forandring”, for Sataøens udgangspunkt er for det første det – ikke særligt kontroversielle – at køn er noget foranderligt. Men for det andet er udgangspunktet også, at den pædagogiske debat er begyndt at nuancere billedet af pigerne som ”ofre”. Altså pigerne som ofre for drengenes dominans i børnehaven og i skolen, forstås (s.10). Og her er nemlig den røde tråd i bogen, som jeg vil anbefale læseren selv at følge: drengene har på mange punkter vanskelige opvækstvilkår, og en af flere grunde er, at faderrollen de seneste 100 år har forandret sig fra en ”patriark” til ”en forsørger”. Hvad skal drengene orientere sig imod?

Faderen er ofte følelsesmæssigt fraværende for børnene. Mændene trækker sig tit tilbage, dette ses f.eks. ved manglende deltagelse i forældresamarbejde osv. (s. 135) En af de interessante konklusioner i forbindelse hermed er, at mandeidentiteten fortsat er stærkt knyttet til arbejde - jævnfør forsørgerrollen. Her plæderer forfatteren vel indirekte for, at da det ”maskuline” opfattes så snævert som det gør i dag, må vi – ikke mindst vi mænd – arbejde for en ny måde at se det maskuline på. Men det kræver, at manden faktisk selv opfatter sig som et køn. Og ikke ”bare” som en mand!
Denne forskel må læseren selv undersøge, hvad går ud på. Læs.

En af bogens store styrker er, at den ofte beskriver pigernes vilkår i sammenhæng med drengenes, således at bogen (trods forfatterens åbenlyse sympati for ”drengene”!) ikke fremstår som et partsindlæg. Det er nemlig en helt igennem redelig bog. Den har ingen bestemte pædagogiske bed at hyppe! Skulle man indvende et og andet mod bogen er det måske, at dens grundighed, saglighed og analyse ikke alle steder helt følges af en tilsvarende klarhed i fremstillingen: antallet af henvisninger og ikke mindst citater er overvældende. Det er nu en mindre betydningsfuld indvending over for en forfatter, der i den grad har noget på hjerte. Anbefales!