"Man kan da ikke hade julen" siger Andreas, der er billedbogens unge hovedperson. Men det er lige det, hans far gør, og det endda, selvom de bor i Grønland. Stedet, hvor selveste julemanden også bor og kommer fra.


Andreas elsker julen og kan ikke forstå, hvorfor hans far ikke har det på samme måde. Andreas sætter sig derfor for, at hans far skal møde julemanden, for på den måde, at få juleglæden tilbage hos sin far.


Det lykkedes Andreas at overtale sin far til at tage på slædetur op nordpå. Sammen med deres hundespand på tolv hunde begiver de sig ud på slædetur. Det er en rejse, der byder på dramatik, alene pga. af miljøet. Med susende fart flyver de hen over fjeldet, kæmper sig op over den store gletsjer på den anden side af fjorden og videre til et fjeldpas, hvor endestationen efter flere timers rejse er en fangerhytte. Her overnatter de, og her indfinder miraklet sig. Julemanden kommer til dem, og Andreas’ far får endelig set, at julemanden virkelig findes.


Du må ikke skyde julemanden, sagde Andreas. Det er forbudt.
Det er ikke julemanden, sagde faren.
Hvad er det så?
Det ved jeg ikke. Det skal du ikke tænke på.
Så faldt Andreas i søvn.


Juledilemmaet udfoldes på slædeturen, en rejse hvor der konstant lurer farer, som Andreas ikke tilnærmelsesvis oplever. Dels fordi hans tro på julemanden er så virkelig, at spor i sneen og prustende lyde må være julemanden og hans rensdyr selv. Dels fordi farens beskyttelse af Andreas netop udmønter sig i, at han benytter sig af drengens fantasi som værn mod virkelighedens til tider barske realiteter.


Bogen er Kim Leines første billedbog for børn. Forfatteren blev kendt for sin roman KALAK i 2007, som til dels også foregår i Grønland, hvor han en overgang boede og arbejdede som sygeplejerske. Leine har derfor personlig erfaring med den storslåede grønlandske natur, hvilket kommer billedbogen til gode.


DER VAR ENGANG EN DRENG. Og der var hans lillesøster. Og der var hans mor og far. Der var engang en bygd i Grønland, med nogle mennesker og nogle slædehunde. Sådan starter billedbogen, og jeg fik uvilkårligt associationer til Kim Fupz Aakesons måde at skrive på, specielt hans indledende sætninger til serien Drengen de kaldte Vitello. Men ligheden hører også mere eller mindre op her, bl.a. fordi Leine ikke på samme måde benytter sig af humoren som Fupz. Til gengæld har han, som Fupz, formået at skrive en spændende fortælling i et rent sprog. Det er altid interessant at læse billedbøger, der er skrevet af forfattere, der normalt skriver til voksne. Sproget skal simplificeres, så det passer til målgruppen, det skal med andre ord stå mere rent på linjen. Og dette formår Leine, selvom der er ord, som selv undertegnede måtte ty til at google sig frem til betydningen af. Det grønlandske sætter sit præg på fortællingen og det er det, der gør historien så dejlig. Børn, der ligesom jeg har set DRs julekalender Nissebanden på Grønland, vil formentlig lægge flere billeder til fortællingen, der ud over det skrevne ord er illustreret smukt af Peter Bay Alexandersen.


Hans fantastiske illustrationer er mindst lige så stor en del af fortællingen, som Leines sprog - og de to klæder hinanden godt.


Alexandersens grønlandske sneunivers spænder over helsides illustrationer af sneklædte bjergkamme, stjerneklare nattehimmel, slædehunde m.m. til vignetter af hjerter og en tændstikæske. På tre helsides opslag pryder illustrationerne alene uden tekst, her får vi som tilskuer lov til at dvæle og leve os i situationen og karakterenes oplevelse. Vi får bl.a. et kig ind i fangerhytten, her får man lyst til at krybe ind i bogen og være der i soveposen ved siden af kakkelovnen med en god bog i hånden - i selvskab med sin far.


Historien er skrevet i tredjepersonfortæller og skifter mellem indre syn hos drengen og dialog mellem far og søn. Bogen er oplagt læsning i december måned, måske kan den være med til at få juleglæden frem hos selv den mest skeptiske.