Oversat af Jensen og Dalgaard
DRENGEN DER LÆRTE AT TÆLLE + MÅNEN OG TRÆMANDEN er to iranske børnebøger samlet i et bind.

DRENGEN DER LÆRTE AT TÆLLE handler om en dreng, der er fascineret af at tælle, og han bruger al sin energi på at gøre sig dygtig i matematik. Han er et klogt og videbegærligt barn og glemmer at lege med jævnaldrende børn, men til sidst mister han interessen for matematik og vælger det sociale samvær med andre børn.

Jeg synes, bogen med nogle simple eksempler fortæller børnene, at det er vigtigt at komme ud og deltage i nogle sociale sammenhænge for ikke at blive skoletræt en i tidlig alder. Jeg mener, børn har brug for at udvikle deres motorik og sociale færdigheder. Det kan de kun gøre i relationen med andre børn, og det er en meget vigtig del af deres barndom.

På grund af oversættelse fra persisk til engelsk og fra engelsk til dansk har bogen mistet noget af sit oprindelige indhold. Jeg kan for eksempel se på tegningerne, at drengen har været til en matematikeksamen og har fået en høj karakter. Derfor mener jeg, historien handler om en dreng, der er startet i skolen og bliver fascineret af matematik, men efter et stykke tid bliver han træt af faget.

MÅNEN OG TRÆMANDEN handler om mennesker på jorden, som fælder uhensigtsmæssigt mange træer. Med tiden udrydder de skovarealer til deres private og industrielle forbrug. Efterhånden bliver der globale klimaændringer. Nu tænker menneskene på at finde en anden planet for at bosætte sig frem for at passe godt på jorden.

Jeg synes, denne historie kommer med moral og sjove indvendinger for at bringe sit budskab videre til børnene i et sprog, hvor de kan forstå vigtigheden af at beskytte de grønne områder.

Begge bøger har flotte farverige og simple illustrationer, som er opmærksomhedsvækkende for små børn, især fordi det ligner børnetegninger. Dette gør, at indholdet af historierne bliver mere forståelige for børn.

Jeg synes, det er fantastisk at læse børnebøger fra andre kulturer oversat til dansk, idet vi mangler børnelitteratur fra andre kulturer i Danmark. Især, når der er en del børn med anden etnisk herkomst end dansk i landets institutioner og skoler. Jeg synes DRENGEN DER LÆRTE AT TALE + MÅNEN OG TRÆMANDEN er et godt eksempel på, at vi mennesker tænker ret ens, og børns behov er de samme, uanset hvilke kultur vi hører til. Dernæst synes jeg, den slags bøger kan fremme forståelsen for gensidig integration. Bøgerne kan med fordel anvendes i institutionerne men også som godnatlæsning.