April 2005

Sex, drugs & rock ’n’ roll. Nogenlunde sådan sammenfatter Bjarne Kim Pedersen ungdommen i dagens Danmark i sine 15 fortællinger i ’Drengerøve’. Idéen er der sådan set intet i vejen med, men Pedersens mangel på æstetiske, sproglige og fortælletekniske færdigheder gør, at projektet på intet tidspunkt formår rigtig at rykke.

Erik, Henrik, Niels og alle de andre drengerøve har hovedet fyldt med alt andet end skole og lektier, for de er 16-17 år, og i den alder har man kun tid til at tænke på piger og øl. Hver enkelt fortælling har et omdrejningspunkt, et emne, som den omhandler. Én handler om racisme, én om onani, én om den første kærlighed osv. Fortællingerne har både emner og personer tilfælles. Flere af personerne optræder således i flere af fortællingerne, nogle gange som hovedpersoner og andre gange som bipersoner. Det betyder dog ikke, at man lærer dem bedre at kende, for personerne virker, som om de er helt uden personlighed. Ofte er den største forskel, at Bo er racist (fordi hans far stemmer på Dansk Folkeparti), mens Lasse er forstående. At Bo kan skifte mening i løbet af et par dage, alene fordi én fra Dansk Flygtningehjælp kommer ud i klassen og fortæller, hvorfor den nye dreng Haris er flygtet fra Bosnien, gør det ikke bedre eller mere troværdigt.
Situationen afsluttes med et (langt) citat fra en bog om krigen i Bosnien, hvilket virker helt irrelevant i forhold til resten af fortællingen.

Det er tydeligt, at forfatteren har nogle erfaringer, som han ønsker at få videregivet, men hans insisteren på at være pædagogisk og didaktisk sætter konstant en stopper for en fordybelse i personerne eller fortællingen.
Flere gange bryder fortælleren direkte ind i historien. Det sker for eksempel, da en af drengene ligger i sit nye telt og onanerer. Størstedelen af fortællingen består af (særdeles saftige) citater fra diverse romaner, og fra fortællerens side bemærkes det, at ”Lige nu var han ret ligeglad med, at det var Kirsten Holst, der havde skrevet historien.”
Ja - og det er vi egentlig også.
Det er jo tydeligt, at det udelukkende bliver nævnt for at ’vise’ de unge, at hun faktisk har nogle saftige passager. (Så måske burde I læse hende alligevel!)

Fortællingerne er ofte karakteriseret ved at virke halvfærdige, hvis ikke forfatteren har en helt bestemt pointe at slutte af med. Som da Erik tager over til Ane for at trøste hende, fordi hun er blevet droppet af sin kæreste. For 3 måneder siden ville Erik have jublet, fordi han selv var vild med Ane. ”Nu var han lidt trist på Anes vegne. Men det var vist noget, der hed solidaritet.”

Det store problem for Pedersen er, at han stoler alt for lidt på sin læser. Bogen bliver belærende i en sådan grad, at man som læser føler sig talt ned til, og jeg tvivler på, at det er på den måde, man fanger den ønskede målgruppe. Det er egentlig synd, for der er ingen tvivl om, at Pedersen, qua sit mangeårige arbejde som klubleder, besidder en stor viden omkring de unge og deres problemer. Han formår bare ikke på nogen som helst måde at omsætte disse erfaringer til et skønlitterært udspil, der er værd at læse.
Skønlitteratur
Ravnerock
Kim Bjarne Pedersen
127
Sune Weile
8. april 2005

Seneste anmeldelser

Fannis farver 1-10
Skønlitteratur
Tordenhuset
Skønlitteratur

Tilmeld dig vores nyhedsbrev