Lad os et øjeblik se bort fra referencerne til en præsident i det nordlige Amerika. Hvis vi læser med børnehavebarnets briller, er det historien om Donald, som lige er flyttet. Allerede første dag i den nye børnehave lægger han afstand til de andre børn: Han vil ikke synge de samme sange som de andre. Han spiller politibetjent og vil bestemme over de andres leg: De skal bygge en mur, så de mindste i børnehaven ikke kan komme ind til ham. I smug spiser han de boller, han ikke ville hjælpe med at bage. Han løber rundt og tænder alt lyset og vil kun nødtvunget rydde op.

Som en anden Palle alene i verden opdager Donald dog, at fangeleg er ualmindeligt kedeligt, når man kun er én. Han indser, at måske er det meget godt, at der er andre børn i børnehaven. Da han bliver hentet af sin far, vil han slet ikke hjem.

Der er en Donald i mange børnehaver. Et barn, som hellere vil gå foran end gå sammen med. Et barn, som ikke hviler i sig selv. I Dumme Donald bygger en mur i børnehaven indser Donald allerede første dag, at der kommer mere ud af at indgå i fællesskabet. I den virkelige verden skal der lang tids pædagogisk arbejde til, før det sker; og selv da kun måske! Det kan Dumme Donald bygger en mur i børnehaven hjælpe med. Først og fremmest kan den give håb, genkendelse og et glimt af forståelse for alle de andre børn, som oplever de negative konsekvenser af en Donalds hærgen.

Virkelighedens Donalder har altid en grund til deres adfærd. De har udviklet nogle mønstre, som en gang var hensigtsmæssige. Bogens Donald er ikke lang tid om at skifte mønstrene ud. Andre skal have mange, mange gode oplevelser med en ny adfærd, inden det bliver et mønster.

Set i det lys er det lidt ærgerligt, at Donald allerede i titlen får betegnelsen dum. Vi kommer aldrig til at høre, hvordan det har været i den børnehave, han kommer fra. Eller om det er noget hjemmefra, som har bidraget til hans adfærd. På det første opslag ser vi Donald lege i sit nye hus. Både Bo og Bella synes, han ser sur ud, og Bella siger, at hun ikke håber () han er lige så sur, som han ser ud. Det er altså lidt op ad bakke for Donald, allerede inden han sætter en fod indenfor i børnehaven.

Måske er han bare vant til at blive valgt fra, fordi han har udseendet imod sig? Og derfor vælger han at melde sig selv ud hellere end at opleve nederlaget ved at blive valgt fra?

Billederne er tilpas detaljerede til at give lyst til at læse dem, mens den voksne læser højt, uden at der er grundlag for lange opdagelsesrejser i billeduniverset. Der er en illustration pr. side eller pr. opslag, lavet helt til kant, hvor teksten er integreret i billedet. En enkelt side afviger fra standarden, hvor Donald leger fangeleg med sig selv. Den side fremstår som en tegneserie med tre striber, og på alle tre striber ser man Donald to gange, så han kan fange sig selv.

Vi kommer naturligvis ikke udenom referencen til en anden Donald, som også vil bygge en mur. Alt efter politisk observans kan den voksne læser more sig over sammenligningen mellem USA's præsident og den trodsige dreng eller forarges over, at virkelighedens Donald hænges ud i et bog rettet mod børn. Personligt synes jeg, det er ret uskyldigt i en dansk kontekst. Næppe ret mange børnehavebørn ved, hvem Donald Trump er, og deres holdning til ham bliver ikke determineret af at læse Dumme Donald bygger en mur i børnehaven. Jeg ser det mere som en gimmick til de voksne, og den kan man så mene om, hvad man vil. Om få år vil det blot være en ligegyldig anekdote, at præsidenten var karikeret i en billedbog.

Skønlitteratur
Alvilda
Måns Gahrton
Amanda Eriksson
32
Bjarne W. Andresen
20. marts 2019

Seneste anmeldelser

Helikopter
Skønlitteratur
Læreplanstræet
Faglitteratur
Naturterapi
Faglitteratur

Tilmeld dig vores nyhedsbrev