Lili er dum. Det siger hun selv. Hun siger også nogle dumme ting. Hun siger højt, hvad hun tænker. Det er ikke altid så klogt gjort. F.eks. når hun i børnehaven siger til voksen-Ulla, at hun lugter surt ud af munden, eller til en mor, at hun er klippet grimt. På en tur med børnehaven går hun væk. Langt væk. Helt væk. Den søde nabo Lydia finder hende og følger hende hjem. Lydia er klog.


Historien har en meget traditionel hjem-ude-hjem komposition. Lili drager ud i verden for at finde sig selv ved at spejle sig i andre. Hun ender med at finde sig selv, hvor hun hele tiden har været: hjemme. Kompositionen introduceres allerede i forsats, som gengiver en række hjerter; først på hovedet derefter retvendt. Lilis eget hjerte siger ikke "Dunk, dunk, dunk", som hjerter plejer at sige. Det siger "Dum, dum, dum." Indtil sidste side:

Udenfor smiler månen til hende.
Hun vinker og lægger hånden på brystet.
"Dunk, dunk, dunk," siger hjertet.


Man skal ikke lade sig snyde af, at kompositionen er så traditionel. På mange andre måder er det en meget moderne billedbog. Billedsproget fremstår som en kollage af forskellige teknikker; på samme tid kompleks og enkelt. Stemningen er dyster, kun oplyst af månelampen på Lilis værelse på fortællingens første og sidste side. Mennesker er afbilledet med grotesk store hoveder og kan for børn godt fremstå lidt uhyggelige.


I det hele taget er det en bog, som kræver en del voksenguidning. Både illustrationer og tekst kræver noget af læseren. Lili er meget nedladende i forhold til sig selv. Hun bliver bekræftet i det af især de voksne i sine omgivelser med den gamle Lydia som undtagelsen, der bekræfter reglen. Det er stærk kost for en barnelæser i børnehavealderen.


Børneperspektivet er ellers meget godt ramt. Især et opslag, hvor børnehaven på tur kommer til tunnelen og børnene får lov at løbe skrigende igennem en-og-en, så ekkoet rigtigt kan få magt. En klassiker, når man er på tur med børnene.


Som pædagog må jeg tænke på, at børn også vil læse historien på det konkrete plan. Hvad tænker de om, at hverken Lili eller Lydia får fortalt børnehaven, at hun er blevet fundet? Sådan en detalje skal være på plads, inden barnelæseren kan bevæge sig ind i en mere symbolsk læsning af den dannelsesrejse, Dumme Lili også beskriver.