Med den introduktion er stenene lagt til, at Henrik Tingleff gennem tre dele kan fremvise den ene mere ubehagelige side af den menneskelige psykologi og adfærd end den anden. Tingleff skriver på baggrund af sin første bog Når flokdyret fejler, som i høj grad viste, hvordan mennesket vil gå langt for at passe ind i en gruppe. Efter bogen er Tingleff dog blevet klogere, blandt andet ved at se på sig selv, fordi mennesket også har en tendens til at forsøge at stå uden for flokken. Eller i hvert fald til at stå over den. Stikke ud. Vise sig frem. Det gør vi som sagt, fordi mennesket også er hierarkisk. Der er nogen i en gruppe, der ofte tager teten, og som gerne fører an. Af samme grund er Tingleffs bog også særdeles relevant for ledere. Den fortæller nemlig en del om, hvad det er for mekanismer, der bliver sat i gang, når der udpeges en leder af en gruppe. Det har en pæn forside, men kan også have rigtig mange grimme bagsider.

Egodyr er inddelt i tre kapitler, som alle har fokus på menneskets natur: det hierarkiske, det territoriale og det statussøgende. Tingleffs grundlag er som udgangspunkt evolutionært, det vil sige, at vi som mennesker grundlæggende er formet af vores oprindelige liv på savannen, og at en stor del af vores handlinger i dag stammer derfra. Derfor referer Tingleff også igennem bogen til en lang række psykologiske studier, hvor mange af dem har fokus på adfærd, som er med til at underbygge pointerne.

Hvert kapitel indledes med en kort anekdote fra det virkelige liv, hvor Tingleff som oftest kaster sig selv under bussen. På den måde får han vist, at han faktisk ikke er bedre end andre, og får dermed også lettere læseren til selv at reflektere over egen adfærd. Fordi mennesket ifølge studier er udpræget hierarkisk, betyder det også, at dominans ofte er en del af vores adfærd i situationer, hvor vi har mulighed for at hævde os selv. Det kan fx være ved at sørge for at tale meget, højt og først. Klæde sig dyrt og fortælle om kendte venner og bryde og bøje reglerne, mens dem tættest på dig får lidt af gevinsten. Tingleffs pointe er, at det virker, fordi vi er evolutionært programmeret til det. Udfordringen er, at det har høje omkostninger for fællesskabet, fordi færre kommer til orde, fuskere får frit spil og indflydelse ikke nødvendigvis bliver givet til dem, der siger det klogeste, men dem der siger det højest.

Samme udfordring møder vi på det territoriale område, hvor vi som mennesker reagerer stærkt på, når nogen forsøger at komme ind på vores territorie. Ikke kun forstået som ens private villagrund, men også i arbejdsmæssig henseende, hvor nogen kan forsøge at gøre sig klog på mit område eller måske endda forsøge at gøre det bedre end mig. Her reagerer mennesket med at afvise nye input, nedgøre eksperter, virke travl og uengageret, omtale sig selv som bedre end andre og omgive sig med rygklappere. Udfordringen er igen, at vi får dårligere resultater, fordi egodyret i os ikke vil anerkende andres feedback og det for ofte ender i interne magtkampe. Ikke overraskende er det nogle af de samme udfordringer, som vi finder i vores statussøgende natur, hvor livet bliver en konkurrence mod alt og alle, og hvor ingen nogensinde bliver tilfredse med det de har.

Egodyr sætter tankerne i gang hos enhver, der arbejder med ledelse. Det er uundgåeligt at komme til at kigge indad og overveje, hvordan man egentlig selv agerer i forskellige situationer. Er man selv den, der kommer til at tale for højt og for længe? Hvordan reagerer man selv, når andre forsøger at gøre sig kloge på ens område? Og hvad er motivet fra den, der forsøger at gøre det? Er de reelle? På den måde er Tingleffs bog tankevækkende. Samtidig gør hans også en del undervejs for at sikre sig, at læseren får reflekteret. Der er flere spørgsmål undervejs, den er selvudleverende og af og til humoristisk. Det er en udfordring i bogen, at der bliver refereret til mange, mange undersøgelser og forsøg. Det har en tendens til at blive lidt for refererende, selvom det naturligvis giver mening, at læseren skal forstå baggrunden for en bestemt adfærd. Men mindre kunne måske have gjort det.

Derudover har jeg den anke, som Tingleff selv er inde på til sidst: Der er ikke mange positive ting at tage med herfra. Ifølge bogen er mennesket i bund og grund et usympatisk væsen, der ikke vil hinanden det godt. Men det er jo ikke helt rigtigt. Eller vi tænker i hvert fald alle sammen, at det ikke kan forholde sig sådan. For hvorfor fungerer vores samfund ellers så aldeles udmærket? Hvordan kan vi samles i grupper og finde ud af det sammen? På den måde er Egodyr et lidt pessimistisk, men vigtigt indspark i debatten også om ledelse fordi den både peger på, hvor helt igennem forfærdeligt, vi kan opføre os, men også at det gør vi heldigvis sjældent. Og derfor går det hele nok alligevel.