Børn er gode filosoffer: De stiller spørgsmål, som vi voksne ofte ikke skænker en tanke eller tager for givet og Elis verdensrum er et glimrende afsæt til at tale om vores oplevelser af tiden. Vi kender alle, at tiden både kan gå hurtigt og langsomt, og er der noget, både børn og voksne er fælles om, er det netop vores forhold til tiden; vi ældes og formes af den, men den er som et stykke vådt sæbe, den er svær at holde fast i og få hold på.

Elis verdensrum sætter fokus på tiden, ud fra en konkret begivenhed om, hvorvidt Elis far når at komme hjem til fødselsdagen. Det fungerer fint uden at være påtrængende eller for luftigt. Og Otto Dickmeiss illustrationer må fremhæves for at passe aldeles glimrende til det filosofiske univers, hvor virkeligheden og fantasien mødes. De efterlader læseren med en eftertanke, der går hånd i hånd med bogens tekst: Er virkeligheden nu også sådan, som vi umiddelbart tror, den er? Der er også noget melankolsk over illustrationerne, der på den måde understøtter Elis savn. Der er her maser af tankeguf for nysgerrige sjæle - både børn og voksne.