Orla er på stranden og finder en sten. Orla synes, den ligner en pingvin, Olivia synes, den ligner en sæl, og Otto synes, den ligner en haj. Alle børnene synes, det er helt fint, at den anden har et forskelligt syn på stenen. For dem er det bare en fin sten. Sidst i bogen afsløres det, at ligesom de tre børn kalder stenen noget forskelligt, kalder Orlas far sit barn noget andet, end børnene gør. Han kalder Orla for Olga. Orla og Olga er bare navne på det samme barn, ligesom pingvin, sæl og haj bare er navne på den samme sten.

Undervejs er der en lille episode, hvor Orlas badebukser glider ned. Den potentielt pinlige situation reddes af de to andre: "Men så griner Olivia og Otto, og Orla opdager, at det faktisk er ret sjovt."

En fin sten er en usædvanligt sart og følsom beskrivelse af, at vi som mennesker er det, vi føler os som. At sproget skaber virkeligheden, uanset om det er mennesker eller sten. Anne Sofie Allermanns enkle og afmålte tekst supplerer Anna Margrethe Kjærgaards pastelfarvede og udtryksfulde illustrationer.

Når man læser En fin sten anden gang (hvor man har hørt de forskellige syn på Orla), opdager man også bikinitoppen, som ligger puttet ind under badehåndklædet. Den bikinitop, som Orla bærer på bagsiden af bogen, og som er fraværende på forsidens portræt.

Bortset fra kønsidentitets-temaet er En fin sten også en historie om en dejlig tur til stranden for tre børn. Det gør bogen til andet end en politisk korrekt fagbog, som næppe ville fange ret mange børn. De fleste børn vil sikker blive fanget af En fin sten derimod, for den er skrevet i øjenhøjde med barnelæseren.

Sådan kan man formidle køn og mangfoldighed til børn på en måde, så det bliver noget individuelt uden at være hemmeligt.

 

Skønlitteratur
Jensen & Dalgaard
Anne Sofie Allermann
Anna Margrethe Kjærgaard
36
Bjarne W. Andresen
25. november 2020

Seneste anmeldelser

Filosofi for ledere
Faglitteratur

Tilmeld dig vores nyhedsbrev