I En giftig stresscocktail ønsker Helle Hein overordnet set, at vi i samfundet skifter perspektiv fra individ til kontekst for at forklare stress. Hun peger på, at hvis vi skal lære at forstå og handle på stress, så er vi nødt til at komme væk fra først og fremmest at fokusere på individet, og i stedet se på, hvad der i opgaven og konteksten kan være årsagen. Til at formidle sine pointer bruger Hein cocktailbegrebet. Modellen består af tre elementer: 1) Den opgave, der skal løses, 2) individet, der skal løse opgaven, og 3) den kontekst, individet skal løse opgaven i. De tre elementer kan indeholde en række ingredienser, som tilsammen kan skabe stress, sygefravær, meningstab osv. Heins pointe er, at alle tre elementer kan være forskellige, og derfor kan ingredienserne også have forskellig indvirkning. Hvad der vil hjælpe ét individ i løsningen af en opgave, vil have den stik modsatte effekt på andre individer.

Med dette baggrundstapet gennemgår Hein de ingredienser, som kan påvirke opgaven og individet. Hun peger på, at der findes forskellige typer af opgaver, og at det er forskelligt, hvilke opgaver vi som individer foretrækker. Med udgangspunkt i et grundigt teoretisk fundament opdeler Hein opgavens kompleksitetsgrad i komplekse, kaotiske, komplicerede og simple opgaver. Det giver en glimrende forståelse af, hvad det er i den enkelte opgave, der kan være med til at gøre den spændende, men også uoverskuelig. Og grænsen er nogle gange knivskarp.

Herefter tager Hein et modigt opgør med en af de mest gennemgående forståelser i stresslitteraturen, nemlig om den ligevægtssøgende personlighed. Hein anerkender, at mange personer er ligevægtssøgende i deres arbejde og derfor har brug for balance mellem krav og ressourcer. Men hun viser også med på et teoretisk grundlag, at der findes en lang række mennesker, som først og fremmest er spændingssøgende. Og for dem er det vigtigste ikke nødvendigvis balance, men bl.a. udfordringer og mening i deres arbejde. Det er opsigtsvækkende, og når Hein gennemgår de enkelte personlighedstræk, og hvordan de kommer til udtryk, giver det også mening i praksis. Det er en vigtig pointe, fordi det betyder, at hvis man som leder griber efter de samme løsninger uanset personlighedstype, så risikerer man at forværre situationen. Det stiller både større krav til, at den enkelte kender sig selv, men det stiller også krav til, at lederen forstår, hvad der er på spil, når en medarbejder har svært ved at overskue arbejdsopgaverne. I den situation er det ikke altid løsningen at fjerne de komplekse opgaver, hvis det er dem, som medarbejderen er mest motiveret for at løse, og som giver vedkommende mening.

Det uddyber Hein i de efterfølgende kapitler ved at se på fire former for stress: burnout, boreout, moralsk stress og eksistentiel stress. Hver stressform beskrives grundigt med konkrete eksempler, der ses på årsager, og der gives idéer til løsninger. Som resten af bogen indeholder de også en række gode oversigter og modeller, som fx kan bruges som dialogværktøjer. Det gør bogen anvendelig både i en ledelsesgruppe eller i en drøftelse med medarbejderne. Til sidst giver Hein det samlede overblik af stresscocktailmodellen, og opfordrer bl.a. lederen til at være stresscocktailbartender ved at sætte sig ind i, hvad der forårsager og modvirker stress.

En giftig stresscocktail er inspirerende læsning, og som leder bliver jeg klogere på et yderst vigtigt område. Det er tydeligt, at Hein grundigt ønsker at underbygge alle dimensioner i bogen, og derfor bliver den også nogle steder næsten for omfattende. Jeg kunne også savne nogle forslag til formidling eller refleksion efter kapitlerne, så det blev nemmere at anvende bogen efterfølgende. Der er et stort formidlingsarbejde for læseren, hvis den skal bruges på fx et teammøde. Også selvom de enkelte modeller er gode og oplysende.

Det skal dog ikke tage noget fra bogens relevans. Den rykker ved vores grundlæggende forståelse af stress og giver for alvor en stemme til de mange mennesker, som ikke lige passer ind i vores almene forståelse af området. Samtidig lykkes Hein med for alvor at dreje fokus væk fra at lade stress handle om individet. Det er andre steder, vi først og fremmest skal kigge hen, hvis vi for alvor vil gøre noget ved problemet. Og det vil vi.