En helt hvid bog er uden ord. Man kan fortælle meget med få streger. Drengens ansigt er en guldgrube af udtryk. Forventningens glæde, når dyrene viser sig. Skuffelsen, når de flyver/svømmer/løber væk. Forskrækkelsen, når en dinosaur truer ham.

Da hunden kommer frem, ser drengen lidt undrende ud: Hvad skal han stille op med den? Hans undren skifter til glæde, da hunden hopper op i hans udstrakte arme.

Det er en bog, som kan læses af barnet helt ned i vuggestuealderen. Den har et narrativt forløb med mange gentagelser og er derfor en god øvelse i mere komplekse bøger. Men den er også noget i sig selv. Den fortæller om den legende undersøgelse, som er så betydningsfuld i barndommen. Den fortæller om skuffelser og om farer. Og så fortæller den om det venskab, som kan opstå, når man mindst venter det.

Der er så få virkeligt, virkeligt gode bøger med fortællinger til de yngste børn. Pegebøger kan ikke stille sulten efter den gode historie, og her er muligheden for at sidde alene eller med en bedsteven i hulen uden at skulle vente på en voksen. Der er rig mulighed for at lade sin egen fantasi blomstre, når man læser En helt hvid bog. Og det har barnet behov for. Dejligt med en bog, som giver plads til det.

Man kan se et uddrag her: https://issuu.com/forlagene/docs/en_helt_hvid_bog_-_uddrag