Umiddelbart virker illustrationerne blot som smukke abstrakte akvareller, men efterhånden, som man læser historien, vokser betydningen tydeligt frem. Man forstår, at Rasmus Svarres blåsorte blæk og vandets bevægelser har en afgørende og næsten scenografisk rolle i fortællingen. Det er en fortælling, som med Morten Dürrs få, præcise og virkningsfulde ord langsomt afslører, hvem bogens stemme tilhører.

Måske handler bogen om et monster, en myte. Måske handler den om mennesker og guders dumhed, måske om klima og krig og om ensomheden, der til evig tid vil lure i mørket.

Bogen kan meget nemt læses som en kommentar til selvovervurderende mennesker, der uden forståelse for helheden tror, at natur er noget, som kan tæmmes og bruges til krig og det, der ligner. Historien kan med fordel anbefales til større børn og andre kloge mennesker, som interesserer sig for digte, nordisk mytologi, akvarel eller livets store spørgsmål.

Under alle omstændigheder er det en smuk og dyster billedfortælling, som nu ligger på mit bord og minder mig om skønheden, mørket og store fortællinger, mens jeg overvejer, hvem og hvad monsteret i virkeligheden er.