Juni 2004
Billedbogen Et hus til Hope er sjældent sørgelig. Pigen Hope har mistet sin far i en trafikulykke og vi kommer ind lige efter begravelsen … af moren! Og så ”var der kun mormor og Hope tilbage”. Værsgo. Det var side 1!
Heldigvis er mormor et varmt menneske med stort overskud til at hjælpe Hope på vej.
Hope er meget tænksom i sin sorg. Hun hører forældrene flyve rundt som engle på store vinger i det grædende hus, og det er et sigende billede på Hopes tilstand. Da mormor gør klart, at de flytter til hendes hus i Jylland, fylder det meget, om forældrene nu kan finde huset. Og en dag siger mormor til Hope, at ”det ikke kan nytte noget at gå og høre efter hele tiden. Så har du ikke tid til at lege”.
Også morfar er død. Hope og mormor passer hans gravsted, og her igennem får Hope kendskab til forholdene på en kirkegård. Det giver anledning til et skridt videre i sorgprocessen. To små hvide stenfugle som ”pludselig” har sat sig på morfars gravsten, symboliserer, at forældrene er ankommet, og at hun må leve videre med de barske kendsgerninger.
Mormor døjer med et dårligt ben, og Hope bliver bange for, om hun en dag også skal miste hende. Her bruger forfatteren det groteske til fremstilling af Hopes angst. ”Det er et grimt ben med en grim strømpe, og hun har lyst til at stikke den store brødkniv i det”. Og ”Jeg synes, du skulle få skåret det ben af og smide det på lossepladsen”. En passage i bogen, som skiller sig ud på en særligt vellykket måde.
Bogen har gode replikker om at savne, viser hvordan hverdagen alligevel går videre, og hele sorgprocessen er flot skildret over tid med fine markeringer af årstidens tegn.

Til slut ser Hope i øjnene, at hun måske skal bo et andet sted i et andet hus, og det er aldeles ubarmhjertig børnetænkning. Som virkeligheden jo også kan være - barsk og svær at udholde. Følelserne ligger hos læseren, hvilket er vigtigt at være forberedt på for pædagoger og forældre ved højtlæsning. Herfra skal der bydes på sikker havn og favn. Og hertil supplerer billedsiden heldigvis varmt. Illustrationerne af Mette Kirstine Bak giver et fantastisk modspil til teksten. Farverigt, så man ikke går helt i sort. Her ses små smil og glimt i øjet. Her ligger livskraften at komme videre på.