Everglades findes. Det er et sumpområde i Florida med alligatorer og mangrovetræer og nu også en voksende bestand af pytonslanger. Slangerne er importeret fra Asien som kæledyr, men fordi folk sætter deres små kælepytoner ud i naturen, når de er blevet for store til badekarret og hjemmet, betragtes de og jages nu som en invasiv art i Florida.

Jakob har et kæledyr. Frodo, en gul Labrador. Hjemme i Danmark. I Everglades sumpe svømmer der en gul pytonslange rundt, der engang var en anden drengs kæledyr. Og i Everglades går jagten ind på pytonslangerne, netop som Jacob og hans far ankommer til Harpers B&B i byen.

Sarah Lang Andersen og illustrator Kathrina Skarðzá formår igen at flette en bæredygtig historie ind i et faktuelt naturmiljøproblem: kæledyrsslangen som invaderer sumpen og æder alle andre. Parret bruger bare lidt magi, nogle drømmefangere og en hel del familiepakker Zeroes, så er den historie hjemme. Og det er magi, når viden og drømme og varme får lov at eksistere sideordnet, som i Everglades. Den kombi kan Skarðzá male. Harpers køkken, B&B værtindens sydstatskøkken, jamen, jeg går lige ind i billedet, i det varme og farvemættede, smager på alt på hylderne, noterer mig alle detaljer, også at de høje trætaburetter ved spisepladsen tilsyneladende svæver og perspektivet pletvist bølger, uden at jeg falder af eller nyder varmen og lyset i køkkenet mindre.

Det er fars ide at tre dage af familiens juleferie i Florida skal tilbringes i sumplandet med alligatorer. Han er begejstret som en 12-årig og har lejet en kæmpestor rød Ford Ranger, så han kan invadere Floridas natur med sin søn. Jacob havde foretrukket at tage til Key West, som hans mor og to søstre gør, de tre dage far og han skal ud og overleve alligatorer i sumpen.

Jacobs far får hele pakken, selvfølgelig fordi han fluks er på fuld bølgelængde med airboat-captain Bryan og park ranger Al, der også hænger ud hos Harper. Mens far dyrker toprovdyr i sumpen, bliver Jacob ofte på land og reflekterer over pytonproblemet i alligator-land: er det et kæledyr eller en invasiv art? Spørgsmålet bliver sat på spidsen af et gult eksemplar, der søger Jacob eller muligvis pakken med Zeroes, som Jacob altid har under armen. Og helt alene og stilfærdigt oplever Jacob et større eventyr, der kræver langt mere vovemod, end hans far vil opleve. Det er også et meget smukt eventyr, der ender godt. I hvert fald i den lille historie, hvis ikke i den store. Det er en spændende redningsaktion af en særlig gul pytonslange, særlig fordi den engang var Charlies kæledyr. Og Charlie er særlig, fordi han kun er noget Jacob har drømt.

Jeg ville ikke have troet det, men nu har jeg været på Youtube og søgt efter billeder af gule pytonslanger! Og det er rigtigt, den er blændende smuk! Roligt og venligt temperament, det ideelle kæledyr! Især for allergikere.  Drengen der også hænger ud på Harpers B&B med sin far og sin nye hund en allergivenlig hund ligner Jacob. Og Jacob kender ham, Jacob kender Charlie, for han har mødt ham i sine drømme, og han kender hans hemmelighed: det gule, allergivenlige og elskede kæledyr han havde før, og som man ikke snakker højt om på store-pyton-jagtdag

Der bliver snakket engelsk ind i mellem. Det bliver man jo nødt til i Florida, når man møder nogen. Det øger autenticiteten, bringer os helt ind i Harpers have, hvor man hænger ud. Hele turistpakken, med airboats og sumpvandringer og mandhaftige og myggebidte rangers er realistisk tegnet. Problemet med løsslupne pytonslanger er reel, og Skarðzá s realisme i billederne står lige så skarpt som forfatterens. Det er farvemættede, relativt mørke billeder, der får deres varme skær fra et lys. Det kan være lyset gennem Harpers køkkenvindue, det kan være fuldmånen, lyset fra en pandelygte, det kan være julelys eller en lysende gul slange. Lyset er dirigenten i Skarðzá s billeder. Varmen, det efterlader, er billedet på den empati, som karaktererne i Everglades rummer. Den empati der gør redningsaktionen og omadressering af X meter gul og venlig pytonslange muligt. Den slags empati vi har brug for i en verden, hvor menneskers uhensigtsmæssige handlinger nu rammer os i nakken. Madame Harper og park ranger Al scorer højt i empati, og det varmer og inspirerer Skarðzá til romantik. Det gør ikke spor. Det vigtige er at vi også omfatter far med stor tålmodighed, som man gør med 12-årige

En god historie og en varm historie og en historie man bliver klogere af. Tak for den!