August 2004

Det er et overset emne, som journalist Marlene Grøftehauge tager op i sin bog om fangebørn - børn af voksne, der udstår straf i de danske fængsler. Undertegnede har i hvert fald ikke spildt ”fangebørn” mange tanker, før jeg fik denne bog i hænde. En af pointerne er, at det har de offentlige systemer heller ikke!

Der er tale om 1000 børn, der hvert år passerer gennem låste døre for at besøge mor eller far i fængslet, altså en ikke ubetydelig ”minoritet” af unge mennesker. Det svarer nogenlunde til 45 skoleklasser. Skal man sætte fælles begreber på bogens fire egentlige hovedpersoner, nemlig de børn, som forfatteren har interviewet - Diana, Julie, Jonas og Christina - så må det være deres oplevelser af savn, sorg, uvished, og, ja - straf. For børnene må tit bøde for forældrenes forbrydelser i form af ensomhed, manglende familiesamvær og sociale problemer.

Et barns savn, når en forælder er inde at bure, er stærke sager. Og det gør ikke situationen bedre, at fængselsophold som regel er omgærdet af stor tavshed fra familiens og omgivelsernes side. Tit er der tale om tabu. Børnene bliver i lang tid holdt i uvidenhed om, hvorfor far eller mor ikke er hjemme. Jonas får f.eks. at vide, at hans far var ude at sejle på grund af sit arbejde som tv-fotograf: ”Jeg spurgte hele tiden mig selv: Hvor er han henne? Hvad er der sket? Hvorfor kommer han ikke? Og hvorfor ser vores kusine så forvirret ud?”

Og selv om bogens kildemateriale nok er for spinkelt til at påstå, at en forælders fængselsophold pr definition sender barnet ud i store sociale problemer, så gør det indtryk, når Christina fx fortæller, at hun mest af alt var småligeglad, da moren skulle bag tremmer: ”Jeg fik det på afstand med stoffer. Jeg kendte ikke til andre måder at glemme på.” I det hele taget er et af de største problemer, at børnene ikke har nogen at tale med om deres helt specielle problemer.

Det holdt ifølge Grøftehauge hårdt at finde frem til de medvirkende børn pga emnets tabubelagthed - også selv om tre af de fire ”børn” faktisk på interviewtidspunktet ikke længere var børn. Bogen er netop hovedsageligt bygget op om de interviews, som forfatteren har foretaget. Udover samtalerne med børnene, præsenteres diverse fagpersoner, såsom psykologer, en præst m.fl. samt et par politikere osv. Og det er efter min mening for mange interviews, ikke mindst fordi der er talrige gentagelser af de samme synspunkter (det gælder også delvist interviewene med børnene).

Bogen fungerer som et slags partsindlæg, hvilket måske nok er i orden, emnet taget i betragtning. Selv om det er et udmærket princip at lade personerne selv komme til orde, burde forfatteren dog have sammenfattet flere af interviewene, og selv have skåret andre passager fra. Det forkommer især nødvendigt, fordi oplysningerne og fortællingerne, fra børnene, f.eks., jo ikke er specielt dramatiske i sig selv.

Der er tale om en gruppe af ”usynlige børn”, som det er væsentligt at få gjort opmærksom på overhovedet findes. Og det gør Fangebørn. Hermed er givet et fint bidrag til synliggørelsen. Måske er der allerede så småt forbedringer på vej i forhold til hjælp til børnene:

Det Kriminalpræventive Råd har i foråret udgivet en rapport om fængslede, der anbefaler at børnene får forskellige former for hjælp. Og i Horsens Statsfængsel er fængselsinspektøren blevet opmærksom på de dårlige besøgsforhold, så han har foreslået at bygge besøgslejligheder i det nye fængsel, som skal stå færdigt i 2007. På den måde vil børn og forældre kunne være sammen som familie i en hel weekend. Endelig er det værd at bemærke, at Røde Kors har taget initiativet til samtalegrupper for børn af indsatte, som man håber at kunne få i gang i år.