Når der skal reflekteres over den nye familiesituation, er tonen en noget anden: ”Men altså, hvor ville det være fedt, hvis man bare kunne standse det hele på den måde. Ritsj! Ratsj! Sådan!” Okay, med lidt ført hånd, men stadig noget, man kunne høre en almindelig 12-årig sige.

Men at Fanny efter indflytningen konkluderer: "Familiesammenføringen var pludselig en biologisk kendsgerning" er både usandsynligt rent sprogligt og er "en biologisk kendsgerning" det rette begreb at anvende i forbindelse med en sammenbragt familie? Man kunne indvende, at Fanny prøver at fortælle med en søgt voksenstemme, men nej, vel? Det er her, bogen fungerer svagest: når den voksne forfatter ikke helt tror på sin hovedpersons barnlige fortællerstemme, men vil uddybe pointerne på en måde, så de næsten bliver overfortalte.

Kirsten Sonne Harild har i forbindelse med udgivelsen af Fanny flytter udtalt: "Mange forældre har den her romantiske forestilling om én stor sammenbragt familie, men glemmer, at deres børn ikke rigtig får valget og måske ikke deler samme entusiasme over at skulle rykke op. Det er jo ikke dem, der er forelskede". Det er en rigtig fin pointe, men den viser også, hvor klart og entydigt Kirsten Sonne Harild opfatter bogens tema eller budskab, om man vil. En så klar vision kan være en fordel men også en ulempe, hvis det som i dette tilfælde fører til, at bogen mere forklarer, hvordan skilsmissebørn oplever det nye liv end den egentlig viser det – "show it, don’t tell it"…

Bortset fra det er selve handlingen – specielt i beskrivelserne af Fannys møde med lokalmiljøet - fin og med nogle fine og uventede drejninger. Dog virker den i beskrivelsen af familielivet en smule skabelonagtig, det er tydeligt, at der er et budskab, som læseren skal forstå. Og det ville godt kunne lykkes uden de villede situationer og det stedvise voksne sprog.

Fanny er en uperfekt karakter, som mange præpubertære piger givet vil kunne identificere sig med, og det er bogens styrke sammen med den lidt skæve miljøtegning af et Bornholm, der ikke lever helt op til moderens tilbage-til-naturen-drømme.

Jan Solheims illustrationer er meget diskrete, sorthvide og realistiske. Der er ikke levnet dem meget plads, ofte er de placeret i selve teksten mellem linjerne præcis dér, hvor de er relevante. Det er et layout-mæssigt valg, men måske kunne de med fordel have fået lov at fylde lidt mere og være blevet placeret umiddelbart efter overskriften? Ellers skulle man måske overveje, om de overhovedet skal være der?

Fanny flytter er et charmerende bekendtskab og sætter fint og humoristisk ord på de problemer, sammenbragte familier tumler med. Men det lykkes bedst, når Fanny selv får lov at føre ordet.