Marts 2003

BURGERBØRN
Dokumentar-værket, Fastfood-nationen, er den mest rystende bog om socialpolitik, jeg i mange år har læst. En gyser på hver af værkets 383 sider, for eksempel her på side 72:
””Det er yderst vigtigt for læskedriks-markedsføringsfolkene at påvirke skoleeleverne, hvis de skal nå deres salgstal”, hed det i en artikel i januarudgaven i 1999 af BEVERAGE INDUSTRY, ”for børn er stadigvæk i fuld gang med at grundlægge deres smag og deres adfærd.” Otte-årige betragtes som de ideelle kunder, for de har stadig 65 år forude som forbrugere. ”Derfor giver det god mening at gå ind på skoleområdet”, konkluderede branchebladet.”
Så vidt fra FASTFOOD-NATIONEN, skrevet af den amerikanske og flere gange prisbelønnede journalist Eric Schlosser. Bogen udkom kort før årsskiftet på forlaget KLIM.
Den undersøger og dokumenterer navnlig, hvordan hensynet til børns sundhed og hensynet til fastfood-giganternes profit mødes.
På bare 20 år er forholdet mellem forbrug af mælk og forbrug af sodavand vendt om for amerikanske teenagedrenge. Ifølge bogen er der fra myndighederne eksempler på, at for eksempel Seven-Up ”tilskynder folk til at give babyer sodavand”. Og den mission lykkes angivelig rigtig godt. Allerede i 1997 blev det dokumenteret, at mange amerikanske børn får sodavand i sutteflasken, fremgår det.
Men hvorfor dette vanvid?
Jo, fakta er i hvert fald følgende: Et barn er en potentiel forbruger, og børn i større grupper er store og vigtige kunde-potentialer, for eksempel skoler og pædagogiske institutioner. Og som antydet: Jo tidligere i livet man vinder et menneskes mærkevare-loyalitet, jo længere har man den.
Lad mig her citere bogen igen:
”De skattenedsættelser, der hjemsøger Amerikas skoler, har vist sig at være en markedsføringsfest for firmaer som Exxon, Pizza Hut og McDonald’s. De penge, firmaerne bruger på deres såkaldte undervisningsmaterialer, er fuldt ud fradragsberettigede.”
Fik du den, læser, UNDERVISNINGSMATERIALER!
Her skal jeg slå fast, at fattige dele af det amerikanske skolevæsen for længst har overgivet sig til at anvende skole-materialer med reklamer. Den slags vil de store producenter gerne give mange penge for, og i nogle tilfælde kreerer firmaerne altså selv materialet.
Andetsteds i bogen dokumenteres det overbevisende, at den type materiale er noget møg.
Bogen giver desuden eksempler på, hvordan de store udbydere kan bruge fjernsyns-mediet:
”Fastfood-kæderne kører reklamekampagner på Channel One, den kommercielle tv-kanal, hvis programmer vises i klasserne stort set hver eneste skoledag og ses af otte millioner elever i landets forskellige skoleniveauer, som udgør et teenagerpublikum, der er halvtreds gange så stort som MTV’s”.
Videre hedder det:
”Fastfood-kæderne bestiller reklamer gennem Star Broadcasting, et selskab fra Minnesota, som sender Top 40-radioprogrammer ud i skolernes gange, opholdsstuer og kantiner, ligesom de nu promoverer deres mad ved at sælge skolemad.”
Fik du den, læser, SKOLEMAD!
Masser af skoledistrikter har kontrakt på fastfood-skolemad. Og de første 30 procent af USA’s offentlige high schools tilbyder i dag mærkevare-fastfood.
Den yderst tvivlsomme sundhed af denne mad er også genstand for behandling i bogen.
Emnet ER dyb alvor. Men lidt tragikomik findes også i dokumentar-bogen:
På et tidspunkt var Skoledistrikt 11 i Colorado Springs pålagt at sælge 75.000 kasser Coca-Cola pr. år i tre år. Sådan til en start. Den aftale gav store økonomiske fordele – skolesponsorering – for et trængt skolevæsen. Da det imidlertid kun lykkedes at sælge 21.000 kasser på et år, skrev en panisk chef i distriktets skolevæsen nedad i systemet. Chefen var bange for at miste tilskud fra Coca-Cola, så han skrev mere præcist om at tillade Coca-Colaer i timerne og om at sætte automater op, så der altid var et Coca-Cola-produkt indenfor rækkevidde: ”Undersøgelser viser, at automatsalg er tæt forbundet med tilgængelighed”, skrev skole-chefen. ”Placering, placering, placering, det er sagens kerne.”
Men sagen var også, at en journalist fra en lokal ugeavis fik fat i skrivelsen. Og offentliggjorde den.
Den slags beretninger dukker op bogen igennem, og fastfood-giganternes indflydelse på et samfunds sundhed behandles ud fra mange vinkler.
Jeg påstår i starten, at dette her – blandt andet – drejer sig om socialpolitik.
Jeg påstår også, at der for pædagoger og andre socialarbejdere er god grund til at læse bogen, da de børn, dette her handler om, bliver yngre og yngre. Derfor skal pædagogiske institutioner nok ikke føle sig for sikre.
I forordet advarer Eric Schlosser direkte danskerne mod de tendenser, USA har oplevet.
Der er tale om en oversat bog, og jeg respekterer kæmpearbejdet med præcist at oversætte den bog, der ifølge forfatteren endnu ikke har kunnet fanges i bare én faktuel fejl. Men jeg bryder mig ikke om, at den danske oversættelse virker overdrevent præcis. Sproget fjerner sig adskillige gange fra det danske. For eksempel vedrørende sætningskonstruktioner og valg af forholdsord.
Den betragtning ændrer dog ikke ved det overordnede og gode indtryk.
JAGOO anbefaler alle professionelle socialarbejdere og børnepassere for en stund at tage FASTFOOD-NATIONEN i hånden og lade børnenes sutteflasker stå. I Danmark er der forhåbentlig ingen kyniske erhvervsfolk, der har hældt Cola i flaskerne, når bogen er læst til ende.

Poul Majgaard