Hvad kan vi i globaliseringens tidsalder bruge filosofi til? Det er et af kernespørgsmålene i den danske filosof Peter Kemps bog FILOSOFIENS VERDEN – og det er en aldeles glimrende bog, hvor Kemp for alvor puster liv i filosofien ved at knytte det sammen med etik, pædagogik og religion.


Der er masser af interessante refleksioner i bogen – én af dem er begrebet ”verdensborgeren”. Kemp mener, at begrebet om den såkaldte verdensborger er et mål at stræbe efter inden for pædagogikken. En verdensborger er en person, der er bevidst om den menneskelighed eller humanitet, det deler med alle andre mennesker. Det er en idé om, at i og med, at mennesket er et fornuftsvæsen, har vi et fællesskab med alle andre fornuftsvæsener (mennesker). En verdensborger er altså en borger, der ikke fokuserer på nationale skel og grænser, men tager udgangspunkt i det almenmenneskelige og skaber politik herudfra.


I dag, siger Kemp, er det ligefrem en nødvendighed, at vi er verdensborgere; der er simpelthen for mange problemstillinger i verden, der er transnationale, og som derfor ikke kan reduceres til én enkelt nation. Klimaet er et godt eksempel: Det kræver internationalt samarbejde og internationale politiske aftaler, hvis vi vil forbedre Jordens klima – der er ikke nogen enkelt person, eller nogen nation, der kan gøre noget ved klimaproblemerne alene, det kræver et stærkt internationalt samarbejde.


Kemp knytter verdensborgerbegrebet sammen med en pædagogisk tanke om, at formålet med opdragelse og dannelse bliver at udvikle kosmopolitiske borgere. Denne verdensborgerlige pædagogik mener altså, at samfundet bør opdrage børn til ikke bare at blive borgere i det danske samfund, men også til at blive borgere i verden. Kun på den måde får man blik for, og bliver man i stand til at løse de transnationale udfordringer. Og dannelsen af verdensborgeren sker ved at fokusere på det universelle fællesskab, vi mennesker har med hinanden – på tværs af nationer og kulturer. Med andre ord: Verdensborgerens udgangspunkt er, at mennesket er et fornuftsvæsen, og derfor giver det mening at fokusere på alle de ting, vi mennesker som fornuftsvæsener har tilfælles på tværs af kulturer og nationer – i stedet for at dyrke forskellene.


Tanken om verdensborgeren opstod allerede i antikken, hvor bl.a. den romerske kejser Marcus Aurelius formulerede ideen om, man som romer både er borger i det romerske rige og borger i en verdensstad. Heri ligger altså tanken om, at man i kraft af at være menneske er meget end bare borger i en nation; man er også borger i verden.


Verdensborgertanken slog dog aldrig rigtig igennem i det romerske rige, og den levede et skjult liv i mange år, før den dukkede op med fornyet kraft i Oplysningstiden; en tid, hvor man i stedet for religionen begyndte at lægge vægt på menneskets rationalitet – men den spirende interesse for verdensborgertanken i Oplysningstiden blev dog hurtigt afløst af en stigende nationalisme rundt om i Europa, hvor man koncentrerede sig om de enkelte folkeslags kultur, historie og sprog. Peter Kemp påpeger, at tanken først for alvor kommer tilbage på dagsordenen efter Berlinmurens fald i 1989, hvor fokus på det nationale blev afløst af en erkendelse af behovet for en større transnational orden.


Det befriende ved Kemps bog er, at han tænker og skriver i helheder. Filosofien, siger han, kan hjælpe os med at tænke kritisk uden at ophæve forskelle og modsætninger – det er netop det, man mange gange sukker efter, når man ser på den offentlige debat og mediernes meningsdannere. FILOSOFIENS VERDEN er en tour de force gennem filosofihistorien ud fra Peter Kemps perspektiv, og det er en sand fornøjelse at læse. Der er rigeligt med stof til pædagoger, lærere, studerende og alle andre interesserede – til eftertanke, refleksion og ikke mindst debat.