Marts 2005

En langsom starter.
Sådan er det første indtryk af FILOSOFISKE FORTÆLLINGER OM VÆRDIER.
Det er rigtig svært at komme i gang med den bog.
Jeg slæber mig igennem indledningen og videre ind i afsnittet om de historiske værdier.

Det er en ørkenvandring, hvor floskler og opremsninger er det varme sand, der borer sig brændende op mellem mine tæer og giver mig lyst til at spurte af sted.
Men det er ikke let at spurte i sand.

Da jeg er lige ved at være ved vejs ende i de historiske værdier, flimrer et glimrende afsnit om barndommens historie for mine øjne. Er det ren og skær fatamorgana?
Nej, det er ikke et flygtigt synsbedrag. Det er et godt afsnit. Nu er jeg med. Nu tager det fart.

Jeg sætter tempoet en smule op og betræder afsnittet om de fundamentale værdier. Fuld af gåpåmod og fornyet energi, mens oasen langsomt nærmer sig.

Så er jeg der. Afsnittet om de eksistentielle værdier. Oasen.

Her er godt at være. Her er det bedst.
Der hvor Eddy Thomsen binder sit lange essay sammen af eksempler hentet fra litteraturen og gode fortællinger. Her er lidt mere fast grund under fødderne. Et dejligt afbræk fra det drilske ørkensand.
Så flyder det af sted.
Om det patetiske i at forgude barndommen og ungdommen hvis man er oppe i årene, om muligheder og nødvendigheder, om arbejde og fritid, om pligt og lyst. Og om ironi.
Her leder det ene videre til det næste, uden at jeg rigtig opdager, hvor langt omkring, jeg kommer.
Og at jeg også kommer igennem.

Men andre gange roder og hopper teksten, som om der var proppet kængurublæk i patronen.
Af og til accelererer associationsrækkerne simpelthen for hurtigt til, at jeg kan følge med.
I det ene øjeblik befinder jeg mig øverst på side 72 i gang med hverdagslivets rutiner og i det næste øjeblik øverst på side 73 inde i en udredning af, hvorfor astrologer ikke bedriver videnskabeligt anerkendte eksperimenter. Så kommer jeg godt nok også langt omkring, men jeg fik ikke lige den berømte sjæl med.

Bogen er baseret på holdninger, og det fungerer derfor for det meste udmærket, at forfatteren sætter tingene en smule på spidsen. Men indimellem vajer fanerne dog lidt for friskt i vinden til at tilføre læseren ret meget andet end træthed over klichefyldte karakteristikker af vores tid.

Bogen er tænkt som en alternativ frisk brise til den tørre videnskabelige vind, der ifølge forfatteren er begyndt at blæse gennem seminariemiljøerne. Det er den også. Den sætter læserens tankevirksomhed i gang og åbner op for ideer og associationer. Og det er et modigt og forfriskende træk fra forfatterens side.
Det er godt gået, og det kan anbefales at forsøge sig med den.
Men det er og bliver en langsom starter, og en brise af ubestemmelig vindretning.