Mangel på kontakt og omsorg i spædbørns liv kan medføre en tilbageholdende adfærd. Er disse mangler bundet med belastninger i barndomsårene, kan det være traumatisk for børn, og det kan senere udvikle sig til PTSD og medføre hyper overvågenhed, depression og andre psykiske problemer. Når spædbørn får stabil kontakt og berøring, udskiller deres hjerner behagelige hormoner. Mangler spædbørn disse, udskiller deres hjerner stresshormon og skaber konstant overvågenhed. 
Ærlighed er et andet vigtigt element i empatiske forhold. Børn med mangel på empati kan lyve, ikke have tillid til andre, mangle kontakt og udvikle antisociale karaktertræk, hvis de er vokset op i et uempatisk miljø med afstraffelser og pres, som gør, at de ikke kan modulere deres stresssystem på en effektiv og rationel måde. 
Piger og drenge, der lever konstant med et aktiveret stressystem, bliver gode til at undgå trusler på grund af deres vågenhed, samtidig bliver de enormt gode til at tilpasse sig den barske opdragelse og de barske kulturelle værdier, især hvis de vokser op i et voldeligt miljø. 
Empati og altruisme kan påvirke både det enkelt barns liv og hele kulturen/samfundet. 
Vi læser i bogen, hvordan en pædagog i USA arbejder med elever i 6. klasse, hvor eleverne får til opgave at observere en lille babys reaktioner, som en metode til at udvikle elevernes egne empatiske evner. Denne metode ville få meget kritik herhjemme for at bruge et spædbarn til at udvikle andre børns empatievner, men i USA er metoden tilladt og en måde til at kunne nå børnene.
Vi bliver bekendt med en metode/program ved navnet Root of empaty (roden til empati), som er anvendt i 2.800 skoler over hele verden med positivt resultat. Evnen til empati udvikler sig ved at blive mødt med empati eller være vidne til empati. Undersøgelser viser, at mobning og aggressiv adfærd falder i takt med, at vi kommunikerer empatisk med hinanden, og denne metode har en langtidseffekt.
Vi læser også om, at ny forskning viser, at kulturen har en direkte indvirkning på fysiologien og generne og vores DNA, som forsker, Micheal Meany fra The Study of Behaviour Gen and Environmet ved MC Gill University, har stået for. Dette er et ret interessant fund, for man kan bevidst arbejde med at ændre adfærden og skabe bedre miljøer for udvikling af mennesker.
Bogen er dragende og læseværdig, hvis man ønsker at udvide sin viden om andre landes familiære og samfundsmæssige problemer eller om folk, der ikke kunne udvikle deres empati og måtte undvære kærligheden fra deres omsorgspersoner i barndommen.   
Bogen belyser problematikken i opvækst med mangel på kærlighed og empati rigtig godt, men med udgangspunkt i det amerikanske samfund, som er væsentligt anderledes end det danske, da problemerne hos børn først bliver opdaget i skolen derovre. Herhjemme kan man opdage problemerne tidligere, i vuggestue eller børnehave. Derudover er hele det danske samfund bygget på socialisering og samarbejde i små og store grupper, modsat andre lande. 
Bogen Født til kærlighed er skrevet på en utraditionel måde i forhold til, hvordan en fagbog normalt vækker læsernes opmærksomhed. Den er en blanding af roman og narrativ fortælling med input fra psykologi og evidensbaseret forskning om kærlighed og empati. Dette gør, at man som læser først får øje på faglige budskaber, efter man har læst en livshistorie. Derfor kan man nemt miste interessen for viderelæsning, da man på mange måder skal lede efter kernen af evidensbaserede resultater.
Bogen er en gentagelse af tidligere psykologi og videnskabsteori om børns udvikling med livshistorier fra nutidens amerikanske børn og voksne med en atypisk barndom, som er sendt til behandling hos en psykiater på grund af deres alvorlige kriminalitet.  
Bogen er mere relevant for pædagoger og andre folk, der arbejder med unge kriminelle eller børn og unge med afvigende karakrater på behandlingssteder, men kan bruges af alle, der interesserer sig for at udvide deres viden om kærlighed og empatiens virkning på vores relationer til andre og vort samspil og samarbejde i grupper.