September 2005
En øjenåbner eller en afslører?
Jeg vil gætte på, at denne bogs forfattere har set det som deres opgave at udvikle et nemt værktøj til ansatte i kommuner, der skal sammenlægges. I bogens forord beskrives målgruppen, som alle der arbejder med kommunikation og organisations- og personaleudvikling.

FOTOKOMMUNIKATION handler om et værktøj, som påstås at kunne definere kultur og værdier med engangskamera. Det er en utraditionel formidlingsform, der kan fremme en forandringsproces. Metoden kan være dialogpræget, gruppebaseret, og den involverer medarbejderne.
Fotokommunikation er en letlæselig bog med en let opskrift, men det store spørgsmål er, om denne bog er tyk nok til at koge suppe på. Det er lidt hårdt lagt ud, men vil blive begrundet.

Forfatterne har arbejdet med organisationsfotografering på Roskilde Universitetscenter, hvor de havde mange spændende oplevelser i forbindelse med deres masterafhandling i professionel kommunikation. Disse oplevelser deler de nu ud af i form af fotografier af kaffekopper, skrivebordsrod, brosten, flyttekasser, lukkede døre, en grøn Tuborg, rygende medarbejdere, reklamemenuer og – mere rod.

Fotokommunikationsmetoden indeholder elementerne; gør det selv, safari, enkeltmandsinterview, fokusgrupper, udstilling og analyse. De enkelte elementer har et samspil med hinanden, som er beskrevet i skemaer og konkrete eksempler. Men ikke i dybere lag. Det er mere som en håndbog for nybegyndere, der ikke skal have for dybe tanker om, hvad der nu kan/skal ske.

I første del introduceres fotoapparatet som revolutionerende til at indfange værdier og kulturer.
Anden del gennemgår selve metoden i korte træk, og den sidste del omhandler arbejdet i marken.

Eksemplerne på, hvordan man som ansat kan fotografere sin arbejdsplads og bagefter analysere med sine kommende/nuværende kollegaer om værdier/kultur, er illustreret med diverse fotos, som læseren får til opgave at analysere. Andre steder er der lagt flere analyser i de viste fotos, som tydeligt viser, at fotos kan fortolkes forskelligt. Og netop derfor er der i metoden indlagt fokusgrupper til at sætte en debat i gang samt udstilling med mulighed for beskrivelse af, hvad der sker på fotoet.

Bogen er præget af henvisninger til, hvor man kan læse mere, hvis man ønsker at vide mere om emnet. Som læser er man mere interesseret i at få dybde i teorier, der skal hjælpe til så store forandringer som fusioner. Men forfatterne anbefaler, at planer om forandringer skal kommunikeres enkelt. Og det må man sige, at denne bog også formår i en grad, så man sidder lidt tom tilbage. Derfor vil jeg kun give den 4 stjerner. De gives for, at ideen med fotokommunikation er god.