Bogens titel har siden Hjernens årti helt tilbage i 1990 været kilde til undring såvel som begejstring. Derinde dybt i neuronen drømmes om at finde forklaringen og beviset for hvorfor, selvsamme person er som denne er.

Susan Hart kender virkelig sit stof som de mange faldgruber som ligger i menneskehedens drømme om sandhed og viden.

Derfor minder hun i denne lille forholdsvis nemme bog om hjernen til en klædelig ydmyg bevidsthed om to afgørende forhold: 1) Drag ikke forhastede konklusioner fra det lille neuron hen imod hele personen: Det er ikke muligt at adskille det enkelte menneske fra dets historie og kultur. Dvs. vi kan ikke kode mennesket upåagtet drømmen herom og derfor 2) minder Hart om, at vi ikke må glemme andre fag i vores fortsatte optagethed om hjernen fx psykodynamikken. Altså viden om hvordan enkelte mennesker forvalter den genarv, de har modtaget i det miljø og med de interpersonelle relationer, de er vokset ind i verden med. For om mennesket siger Hart: Vi er et hypersocialt og intelligent flokpattedyr, og det menneskelige nervesystem er langsomt designet til at indgå i samhørighedskabende relationer. Hvad betyder det? Det betyder, som jeg så ofte underviser i, når jeg har undervist i, hvordan pædagogikken kan lade sig inspirere af betragtninger fra neurovidenskaben: Vi mennesker mener om os selv, at vi er meget mere rationelle og reflekterende end, hvad vores hjerne tillader os at formå.

Dette viser hun bl.a. gennem tre livsfortællinger, hvor vi alle bl.a. kender, hvordan det løbende går med (verdens berømte/berygtede) Elon Musk. Livsfortællingerne præsenteres for at illustrere de komplicerede neuro-videnskabelige begreber anvendt.

Bogens afslutning synes derfor særlig stærk for mig, fordi jeg fortsat er så faglig ydmyg over netop Neurokemi som følelsernes og personlighedens fundament. Her leverer hun en afgørende kritik og agtpågivenhed om tidens meget store brug af forstyrrende præparater af neurotransmitterne. De er hjernens usynlige regulator et underjordisk forsyningsnetværk, hvor netop rørledningen er afgørende for både kvantiteten og dermed kvaliteten af den trafik, som pågår. Dvs. tidens brug af både medicin (ADHD, angstreducerende mv.) og regulerende stoffer af mere uofficielle slags (som hash, opioider, kokain mv.). Endeligt ser vi aktuelt en begyndende offentlig dialog om fx hormoner, som igen et afgørende og komplekst lag i forvaltningen af neurologien, som vi endnu ikke forstår helt til bunds. Fx hvad sker der i koglekirtlen, og hvilke mere neurale og dermed kropslige effekter har det, når vi alle simpelthen ikke får søvn nok - Om det så skyldes for stort brug af skærme, overgangsalder eller det faktum at have små børn.

Det afgørende ved bogen, synes jeg, er dens rækkevidde. Vi har ikke at gøre med en specifik målgruppe som aktiveres med bogen, men jeg læser snarere, at Hart forsøger at bringe neurovidenskabens vigtige pointer ud til et (endnu) bredere publikum. Epigenetikken har de sidste tyve år med større kraft vist, at miljø; luftforurening, for stor belastning via parfumer eller hvad vi bader i og med, hvad vi indtager af mad, væske, stoffer, og kvaliteten af vores kontakt med omverdenen, eller hvordan vi omskaber vores udseende, sætter sig allerede i vores gener. Politikere og vi må i endnu højere grad tage det til os for at beholde agens i egne liv.

Dette potentiale håber jeg, bogen har.