Da Alba bliver født, dukker en lille fugl op. Fuglen følger Alba, mens hun vokser op. De er uadskillelige, men en dag møder Alba en anden pige, som bringer hende i tvivl. Måske er en fugl lidt kedelig både som ven og som kæledyr? Tvivlen vokser sig større, og Alba vender fuglen ryggen. Dagene går, og Alba begynder at savne fuglen. Hun begiver sig ud på en lang søgen, som ikke bærer frugt. Først da Alba har opgivet, kommer fuglen af sig selv tilbage.

Det er fortællingen i Fuglen. Den er bygget op omkring den traditionelle ramme hjem-ude-hjem, som barnet kan genkende både fra andre tekster og fra sine egne erfaringer. Bortset fra den mystiske fugl møder vi et realistisk univers med fødsel, legeplads, gynge, venskaber, kæledyr osv.

Det er nærliggende at læse Fuglen ind i en gruppepres-ramme. Hvorfor skubber Alba fuglen fra sig, fordi den anden pige siger, at hun ikke "gad ha sån en underlig fugl". Fuglen er også fortællingen om venskab, som overvinder adskillelse, forskellighed og endda hårde, uovervejede ord.

Teksten er skrevet i rim uden at falde ind i et bestemt skema. Mange af rimene kommer først til deres ret ved oplæsning: "Men Alba var ligeglad/Alba sov/ Hun sov og sov/og sov noget mer/og drak mælk og sov/og tissed i bleer/og sov og tabte/sin sut og skreg/og fik sin sut /og sov, eller nej". Teksten har en længde, som sætter en nedre grænse for læserens alder ved de ældste børn i børnehaven. Der er mest at hente for større børn. Den voksne højtlæser vil kunne læse bogen gang på gang og finde nye sproglige detaljer.

Det samme gør sig gældende for illustrationerne. En spændende blanding af materialer giver et på samme tid smukt og dystert udtryk, som sammen med teksten skaber ændringer i stemningen i løbet af bogen. Fra fine tynde streger og den meget dæmpede farvelægning af det lille nyfødte barn på sin mors mave til groteske og voldsomme tuschklatter, da Alba søger efter fuglen i den store skov.

Kunst og børnelitteratur er gennem historien blevet kaldt uforenelige størrelser. Den nyligt afdøde forfatter Per Højholt mente ikke, at børnelitteratur kan være kunst: Hvis jeg skulle skrive for børn, måtte jeg tage hensyn, som ikke rager kunsten, men som rager langt ind i pædagogikken. Med den tilgang kunne man spørge: Er Fuglen børnelitteratur af høj kunstnerisk kvalitet, eller er det kunst, som er tilgængelig for børn? Personligt mener jeg ikke, at den opdeling holder, og Fuglen er et strålende eksempel på det. Jeg vil med Astrid Lindgrens ord sige: Man skal ikke skræmme børn, så de bliver bange, men ligesom voksne har også børn brug for at blive rystet af kunst. Den litteratur- og billedkunstfortrolige læser vil uden tvivl hente meget ud af Fuglen.