Jeg ved ikke, om I vil huske min historie, men det håber jeg. Nu er det op til jer at sørge for, at den består, og at den slags ting aldrig sker igen. Og hvis I kun skal tage én ting med herfra, så er det, at man ikke skal hade hinanden. Det her er, hvad hadet fører til. Det er den vigtige lære, som Ginette Kolinka vil give videre. Ginette Kolinka (født 5. februar 1925) er en af de sidste overlevende fra udryddelseslejrene Auschwitz-Birkenau. Hun var 19 år, da hun blev sat på et tog, der gik mod øst, mod Birkenau.

Som ung fransk jøde havde hun en forholdsvis sorgløs barndom i en stor søskendeflok, hvor hendes forældre var garanter for et trygt børneliv. Det sluttede, da nazisternes jødeudryddelsesstrategi først sendte familien på flugt til den ikke-besatte zone i Frankrig, og dernæst sendte Ginette, hendes far og hendes bror med toget til Birkenau.

Ginette overlevede.  Hun vejede 30 kilo, da hun i 1945 atter kom til Paris. Hun havde tyfus, hun var hærget, og hun havde set alt for meget ondskab.

Hun tav om sine oplevelser. Der kunne simpelthen ikke findes ord for den ondskab, den sult, smerte og råhed, hun havde oplevet. Hun giftede sig, fik en søn, fortsatte livet, og fortalte end ikke sine søstre om oplevelserne i lejrene.

Først sent i livet, som mere end halvfjerdsårig, begyndte hun at tale om det. Hun tog ud på skoler, gymnasier og universiteter, og her fortalte hun insisterende og med stor gennemslagskraft om det nødvendige i at holde hadet ude af menneskers hjerter.

En af tilhørerne var en ung 19-årig pige, Aurora dHondt, der hørte Ginette Kolinka til et foredrag i april 2019. Det var som at blive ramt af et slag i ansigtet, siger Aurora dHondt. Hun var 19 år, lige så gammel som Ginette var, da hun blev bragt til Birkenau, og Aurora blev ramt på en sådan måde, at hun nu har lavet en lang graphic novel, der fortæller Ginette Kolinkas historie.

Det er en sort hvid tegneserie. Bundfarven er sort, helt som fortællingen er mørk og dyster.

Aurora dHondt har en stregtegning, der sætter den hvide streg i alt det sorte. Menneskene er ofte ansigtsløse, når det er nazister og fangevogtere. Fangerne selv har store øjne, der formår at give al smerte og skam videre til den, der læser med. Det er også tegningerne, der får det kaotiske frem i ankomsten til Birkenau. Ginette og hendes veninder på rejsen er helt uforberedte på det, de møder. Her i Birkenau er alle svagelige (som Ginettes far og lillebror) skilt fra de arbejdsduelige. Nu møder de ind til tyske vagter, der råber: Schnell. Kleidung ausziehen schnell! Beeilung! Alle skal klæde sig nøgne, og på illustrationerne ser man den generte, skamfulde Ginette, der aldrig før i sit liv har set andre nøgne mennesker. De får alle en tatovering, Ginette får nummer 78596 tatoveret på armen, og nu lugter de den underlige røglugt. Det er de svage og gamle, der er blevet gasset: Det er deres lig, der brænder. De er døde. De blev alle sammen gasset, så snart de ankom.

Bogen er delt i 12 kapitler, og der er et dobbeltopslag, der introducerer til hvert kapitel. Kapitel 8 har overskriften Helvede, og her er helt sort med en konturtegning i hvid streg, der viser de mange barakker i lejren, Birkenau.

Her er så lidt mad, de sover otte i hver køje, de har lus, de sulter, de arbejder, og der dør mennesker overalt mellem dem. Teksten til et dobbeltopslag her lyder, mens billedsiden fortæller samme historie med den kronragede, tynde Ginette som hovedperson: Alligevel fælder jeg aldrig en tåre. Jeg er blevet hård. Jeg har intet hjerte og ingen følelser. Jeg er alene her i lejren, og det er måske meget godt. Det må være frygteligt at være her med sin familie. At have en mor eller en søster, man ser sygne hen eller dø af sult, og som man frygter at blive skilt fra. De kvinder, som er sammen med nogen, de holder af, har noget at holde fast i. De kan bevare deres menneskelighed. I hvert fald mere end mig, som ikke har andre. Jeg er en robot uden tanker.

Ginette kommer videre til Theresienstadt, det er i krigens sidste tid, og hun bliver til sidst, efter lange togture, mødt af Røde Kors og får hjælp. Hun har tyfus, hun ligger syg, men hun kommer hjem til Frankrig og til Paris, hvor hun møder sin mor og sine søstre.

Hun fortæller dem intet. Først sent, sent i livet sætter hun ord på den ondskab, hun mødte: Hvis I en dag tager til Birkenau, så luk øjnene Forestil jer den uudholdelige stank, der fylder luften. Ligene, der dækker jorden. Kapoernes konstante råb og fangerne, der løber i alle retninger. Sådan siger hun, den lille overlevende kvinde, da hun fortæller unge om livet i lejrene. Og de sidder på illustrationen her med store åbne øjne. Opmærksomt lytter de til hendes ord: Hvor I end træder, er nogen død på netop dette sted. Jeg ved ikke, om I vil huske min historie, men det håber jeg. Nu er det op til jer at sørge for, at den består, og at den slags ting aldrig sker igen. Og hvis I kun skal tage én ting med herfra, så er det, at man ikke skal hade hinanden. Det her er, hvad hadet fører til.

Det er et stærkt budskab, formidlet i en stærk billedform med Ginettes ord. Bag i bogen er et fotografi af forfatteren Aurora dHondt sammen med Ginette Kolinka. Der er også seks faktasider med en gennemgang af krigens vigtigste årstal i relation til Frankrig og de franske jøder.

Det er en bog, der formidler et budskab, der altid vil være relevant. Og i disse år er det særdeles vigtigt, at man forsøger at lære af fortidens fejltagelser. Her er det et livsvidne, der har fået ordet sammen med en ung tegner.

Det er en bog, der henvender sig til alle nittenårige - og de, der er yngre og ældre end 19 år.