De to forfattere, Jette Runchel og Karsten Mellon, giver i God offentlig ledelse i mellemrummet et bud på, hvad det vil kræve af lederne inden for det offentlige at håndtere den stigende kompleksitet inden for området. Deres vigtigste pointe er, at de nye vilde problemer ofte opstår i det, de kalder mellemrummet. Mellemrummet er kendetegnet ved at være det sted, hvor borgerne ofte oplever at blive fanget mellem to stole. Der hvor lovgivningen på et område ikke umiddelbart griber ordentligt inde i det næste område, og hvor sagerne derfor har svært ved at blive løst. Det kan være problemer om rehabilitering, hvor flere skal samarbejde på tværs af forvaltninger. Runchel og Mellon bruger mellemrummet som metafor, fordi det både peger på en udfordring, det kan være svært at komme over et mellemrum, men også fordi det kan pege på muligheder; det er i et mellemrum, at nye ting kan ske. Det giver god mening, og metaforen er nem at forholde sig til. I de følgende kapitler uddyber de to forfattere begrebet gennem nogle overordnede eksempler inden for bl.a. sundhed. Her kunne man ønske sig, at det var blevet endnu mere konkret fx med nogle cases, som forfatterne kunne være dykket dybere ned i. Det bliver desværre på et lidt overordnet plan, og som læser kan det være af og til være svært at se, hvordan begrebet kan bruges i praksis.

Anden del af bogen handler i højere grad om ledelsens rolle i arbejdet i mellemrummet. Med udgangspunkt i Knud Illeris udvidede kompetencebegreb peger Runchel og Mellon på fire kompetencer, som er vigtige, for at en leder kan udnytte eller overkomme mellemrummet: generøsitet, mod, ydmyghed og vedholdenhed. De fire kompetencer, som Runchel og Mellon efterfølgende gennemgår med forklaringer på, hvorfor de er relevante, skal alle sørge for, at den offentlige leder er i stand til at lede offentlige organisationer, der står med vilde problemer. Igen kunne jeg have ønsket mig, at der havde været nogle lidt mere konkrete eksempler på, hvordan det præcist kan komme til udtryk. Runchel og Mellon skriver fx, at de mener, der er brug for ledere, som selv eller sammen med deres medarbejdere er insisterende i forhold til at tage initiativ til grænsekrydsende ledelse, fordi det giver mening for opgaveløsningen, eller fordi det skaber en større effektivitet eller en mere hensigtsmæssig ressourceanvendelse. Men de kommer ikke for alvor ind på, hvordan det konkret kan se ud. På den måde kræver bogen i høj grad, at lederen selv kan se, hvordan de fine indsigter kan omsættes til konkret praksis.

Det gælder også i sidste del af bogen, som kobler begrebet til bl.a. politisk ledelse, organisationsledelse og psykologisk tryghed. Det giver god mening og er med til at give dybde og fylde til mellemrumsbegrebet. Men samtidig overlader det en stor del af omsættelsesarbejdet til den enkelte leder. Jeg håber, at Runchel og Mellon på et tidspunkt vil følge op på deres bog en mere konkret anvisning til, hvordan arbejdet kan se ud i praksis fx gennem konkrete cases eller en model, som lederne kan tage udgangspunkt i. Jeg tror, at det vil gøre begrebet lettere at omsætte for de fleste. Indtil da, så er der masser at arbejde med i mellemrummet.