Maj 2005

”Hvorfor mure sig inde, når man kan more sig ude?”
Sådan slår Wohlgemuth på allerførste side i HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK tonen an til let, lystig, lærerig og munter læsning. En indbydende bog der med sine dejlige farvefotos af glade børn i naturen, dyr, planter og spændende udstyr til at bruge derude i det grønne vækker mine forventningers glæde. Og de bliver til fulde indfriet!
Det vil være herligt, hvis denne naturhåndbogs budskab om at more sig ude, kan nå ud til de mennesker, hvoraf mange er børn og unge, som er tilbøjelige til at mure sig inde. Tendensen i vort samfund er jo desværre, at mange foretrækker at sidde bag computer- og fjernsynsskærm og se på bevægelse, frem for at dyrke den selv. Det er ufatteligt for os naturmennesker, når vi nu kan få så mange dejlige oplevelser ude i naturen.

”Børnene skal ikke arve Jorden efter os. Vi har fået den til låns af vore børn”, hørte jeg en klog mand sige en gang. Det udsagn dukkede frem i min erindring, da jeg læste Wohlgemuths bog. Han må her nødvendigvis komme ind på den økologiske krise, forureningen, hvordan vi skal forholde os til den, hvad vi kan gøre som enkeltpersoner. Vi må, som voksne, tænkende væsener behandle det, vi har fået til låns, ansvarligt. Hvis vi voksne ikke forstår at passe på vores jord og derfor ikke kan videregive denne forståelse til vore børn, får det alvorlige konsekvenser for menneskeheden.

Bogen når vidt omkring. Der er viden at hente for alle, som interesserer sig for naturpædagogik og naturformidling. Wohlgemuth lægger megen vægt på, at vi voksne ”ved noget” om naturen, inden vi drager derud, at vi udviser entusiasme og engagement, og at vi har en god fantasi. For, som han skriver: ”Viden giver formidlingen mening, dybde og perspektiv - engagement giver motivation, glæde og lyst - fantasi gør naturen nærværende”. Måske ser vi et troldetræ derude. Vi skal også have en viden om, hvordan vi skaber rum for læring ude i naturen, hvordan vi ”fanger” børnene. Derfor tager HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK også en tur rundt om sanseintegration og Howard Gardners teorier om de mange intelligenser. Børnene skal have den rette stimulation og udfordring, og lykken er at mærke flow’et; vi skal have oplevelser, hvor vi bliver tabt for omverdenen, fordi vi lige har fundet et eller andet spændende, som vi ved noget om, og som skal undersøges nærmere, så vi kan blive lidt klogere.

Vi, der er sammen med børn, store som små i vores dagligdag, har en forpligtigelse til at ”more os derude”. Vi kan ikke vælge naturen fra. Ja, og hvis ”derude i naturen” er for langt væk, må vi hente naturen ind i nærmiljøet f.eks. i form af en naturlegeplads.

En tur i skoven er blevet skønnere, efter jeg er blevet i besiddelse af HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK. Wohlgemuth gør naturen spændende og fortæller os, hvad den har at byde på hele året rundt. Du får råd om, hvilket tøj de små poder skal iklædes til turen, hvordan du laver lækker grøn forårssuppe, og hvordan du får en god nattesøvn i en bivuak. Og så er der en masse henvisninger til litteratur og nyttige adresser.
Så… ses vi derude?