Louis Jensen har I HALLI! HALLO! SÅ ER DER NYE FIRKANTEDE HISTORIER begået en børnebog ud over det sædvanlige i forhold til genre, målgruppe og originalitet.


De firkantede historier er ikke noveller, eventyr eller digte, og alligevel er de lidt af det hele. De har lyrikkens billeddannende sprog og prosaens komposition. Den første firkant indledes med "En syvhundrede og første gang" og så fremdeles indtil den sidste firkant, der indledes med "En helt anden gang". At firkanterne netop begynder med syvhundrede…, ikke med nummer et skyldes, at disse firkantede historier er det foreløbigt sidste i en serie på syv.


Alle de firkantede historier er i deres grafik netop – firkantede – helt konkret. På den måde kædes firkanterne i bogen sammen til en helhed i form og indhold, men kan også sagtens læses alene.


Indholdet er "i det mindste i det største", som Oehlenschläger ville have sagt det. Gud forekommer flere gange, men det gør også ænder, prinsesser og rigtig meget natur. Sine steder trækker firkanterne ligefrem på den universalromantiske tradition, men altid med et glimt i øjet, f.eks. er det ikke helt nemt at vide, om firkanterne om Gud skal tages for pålydende eller ironisk.

I virkeligheden er der snarere tale om al-alder-litteratur end børnelitteratur, de enkelte firkanter rummer dybder, som alle, uanset alder, vil kunne læse med stor glæde og stort udbytte.

Illustrationerne af Lilian Brøgger giver mindelser om en dyster Chagall med vægtløse figurer, der altid foregriber en samling af firkantede historier. Loyale mod firkanterne, på én gang barnlige, humoristiske og vise – som firkanterne.

En helt tredje gang blev
jeg virkelig glad for Louis
Jensens fine og firkantede
historier.