Februar 2003

HVIS BARNET OMSORGSSVIGTES
For rigtig mange pædagoger og andre offentligt ansatte, der arbejder med børn, er dette at underrette den kommunale forvaltning, hvis et barns vilkår er grelle nok, en af de mest frygtede opgaver.
Navnlig i små samfund er der iblandet vanskelige følelser. Desuden er jeg klar over - efter mange år som gæst i pædagogverdenen - at et stort antal sociale aktører har væsentlige problemer med at holde styr på den komplicerede jura, der knytter sig til omsorgssvigt.
I dette lys var det særlig positivt, da endnu en kvalitetsudgivelse fra KROGHS FORLAG lå i min postkasse for nogle uger siden.
30. januar 2003 udkom "Handlingsvejledning ved omsorgssvigt" skrevet af Steffen Christensen og Claus Holm Thomsen.
Christensen har oprindelig en socialpædagogisk og dermed praktisk uddannelse, mens Thomsen har en samfundsvidenskabelig uddannelse fra universitetet.
Denne forfattermæssige parring har ført til en bog, der - trods kun 54 sider - både behandler begrebet omsorgssvigt og den vanskelige underretning - samt alternativer eller parallelløsninger til underretningen. Et bredt problem-felt med både praktisk pædagogiske og juridiske dele.
Og det lille værk udfylder et ganske stort hul.
Blandt andet derfor må følgende slås fast:
"Handlingsvejledning ved omsorgssvigt" er en velkommen, væsentlig og relevant bog. Den tager fat på mange facetter ved både svigt, underretning og egen indsats.
Idéen med at sætte praktikeren og akademikeren sammen er god. Behovet for bogen har som antydet klart været til stede - og brugsværdien er styrket ved at anvende en række illustrerende bokse og figurer undervejs. Endelig er det positivt, at underretnings-bekendtgørelsen er trykt som et bilag: Dette kan måske også ændre ved den udbredte misforståelse, at reglerne på området er at finde i serviceloven. Det er de ikke. Serviceloven rummer blot den bestemmelse, der giver ministeren ret til at formulere nogle særlige paragraffer på området.

Bogen beretter klogt om omsorgssvigt. Den gør tillige op med en del af de eksisterende misforståelser på underretnings-området - og den viser en række mulige veje at gå for pædagoger og andre professionelle børnearbejdere.

Men man siger jo, at ingen er fuldendt, og det er den nye bog trods alt heller ikke.
I betragtning af hvor meget forvirring der er om underretningsbegrebet, ville jeg have været gladere for en vejledning, der gjorde mindre ud af området omsorgssvigt - og mere ud af underretningen og alternativerne til denne.
Blandt de mange spørgsmål, jeg jævnligt møder om underretningspligt, er for eksempel det følgende: Er det egentlig lovpligtigt at involvere forældrene før en underretning?
Her savner jeg forfatternes mod til at byde klart ind. Jeg savner modet til også at præsentere de korte og knivskarpe tekststykker om underretning. Modet til at få udryddet det utal af misforståelser, der blandt socialarbejdere hersker på området.
Også selvom det ifølge forordet ikke har været et ønske at skrive en "facitliste".

Her et kort uddrag fra den nye udgivelse:
"Hvis der er tale om underretning på grund af seksuelt misbrug (...) bør det overvejes at underrette forvaltningen og eventuelt politiet uden først at informere forældrene herom."
Sådan rådgiver bogen på side 40, men jeg finder ikke megen afklaring i ordvalget.
For skal eller skal man ikke inddrage forældrene - hvad siger lovgivningen til det?
Desuden bør intet som helst "overvejes", hvis man faktisk ved, at seksuelt misbrug har fundet sted. Grov kriminalitet er jo ikke noget, man først prøver at tale sig til rette om.
Er der derimod blot tale om en "formodning", er ordvalget i uddraget uheldigt, fordi det netop ikke tager formodningen med. (Ordet "formodning" er centralt i underretnings-bekendtgørelsen).
Andre steder i bogen er dette om "formodning" taget med, og nogle vil nogle måske sige, at jeg hænger mig i bagateller. Men det er faktisk disse bagateller, jeg igen og igen bliver spurgt om.

Jeg kan dog ikke anklage forfatterne for falsk varedeklaration: Bogen og dermed handlingsvejledningen knytter sig til omsorgssvigtet - dette følger klart af titlen på det lille værk.
På denne måde er jeg muligvis for hård i min bedømmelse.

Når landets pædagoger forhåbentlig vil læse den nye bog, styrkes stillingen for det sårbare barn i Danmark.
Men mod slutningen et spørgsmål, der gælder næsten alle socialfaglige bøger. Hvorfor er sproget kun NÆSTEN i orden?
Der er - også i denne bog - for mange sammensatte ord: "vedbliver", "omhandler" etc. Ligeledes ord, der hører hjemme på støvede forvaltningskontorer: "således", hvor det blot betyder "så"; "herom", hvor det kunne fjernes helt; "hvorledes", hvor det betyder "hvordan"...
Og til korrekturlæseren: Der er altså ikke "d" i "indformere". Heller ikke selv om man tillader det flere gange.
Jeg er sikker på, at en langt større gruppe læsere ville nå siderne igennem, hvis forlaget havde haft en formidlingskyndig til at skrive teksten igennem blot en enkelt gang.
Denne kritik kan forlaget dele med resten af den pædagogiske forlagsverden.

"Handlingsvejledning ved omsorgssvigt" er anmeldt, fordi det er en god bog. Og mod slutningen vil jeg gerne rose Christensen og Thomsen for navnlig een bestemt understregning: At det er observationerne og ikke diagnoserne, som de, der arbejder med børn, skal formidle til forvaltningen ved en underretning.
For netop når fokus er på, at et barn har det skidt og kan få det bedre, er det muligt at arbejde sammen med forældrene. Ikke når fokus er på gætværk om årsager eller på forældrenes utilstrækkelighed.
Tak for dette vigtige fokus! Indtil 30. januar var det nærmest ikke-eksisterende i faglitteraturen.

JAGOO anbefaler "Handlingsvejledning ved omsorgssvigt" til alle, der arbejder med børn, ikke mindst de offentligt ansatte som underretningspligten helt overvejende gælder for.

Poul Majgaard, journalist, cand.jur.

OBS!!! FLERE ANMELDELSER PÅ VEJ