Det har vel altid været moderne med al-alder-litteratur, bøger, der sagde flere generationer noget, måske på forskellige niveauer, men som man kunne være fælles om at holde af. Det er ikke i sig selv en kvalifikation, men der er virkelig vellykkede eksempler på genren.


Et af dem er HAREN HARALD OG HANS VENNER, som Nicola Dixen har forfattet. I ledsagebrevet er hun citeret for, at hun ikke vidste, hvem hun egentlig skrev bogen for: "Jeg vidste faktisk ikke på forhånd, at jeg var i gang med at skrive en børnebog, da jeg skrev (…)". Det kan være et problem, når man ikke for alvor ved, hvem man skriver for, men her er det et stort plus, fordi historien om Harald og hans venner både er en meget enkel og køn fabel, men også en stor, eksistentialistisk fortælling om at være tolerant og, hvad venskab er for en størrelse. Det ville være nemt at sige, at det første er for de mindste, mens det sidste er for de største, men det er slet ikke sikkert…


Se f.eks. hvor nemt essensen af venskab kan forklares: Haren Harald har mødt Muldvarpen Ollivarp, Hatten og Bolden. Ingen af dem forstår hinandens sprog, men: "Så forstod de, at de faktisk forstod hinanden. Og nu de forstod hinanden, fandt de ud af, at de var venner. Og da de havde fundet ud af, at de var venner, holdt de op med at være ensomme".


Sammen leder den brogede flok efter et fælles hjem, men møder mange forhindringer undervejs: ”Men når alt, hvad der kan gå galt, er gået galt, er der ikke mere galt tilbage. Derfor gik det næste, der skete, forrygende godt”. (side 40)


Bogen er fuld af finurlige vendinger som denne, der giver mindelser om Villy Sørensens SÆRE HISTORIER. I sin blanding af filosofi og barnlig ynde minder den om Antoine de Saint-Exupéry’s DEN LILLE PRINS, hvis klassikerformat den trods alt ikke har.


Camilla Smidts illustrationer er passende naivistiske og diskrete – måske for diskrete?
Alt i alt en bog, der varmt kan anbefales til alle fra 4-100 – og opefter….