En gang imellem får man som anmelder en bog i hænderne, hvor man tænker, at hvis der var én bog alle skulle læse, så var det den her. Sådan er det med Hattie på dansk. Bogen, som er skrevet af seks forfattere, indeholder flere pointer i sine analyser af Hattie, som er afgørende både didaktisk og teoretisk. Bogen består af fem artikler, skrevet af de seks forfattere. En enkelt artikel står to forfattere for, resten har en enkelt skribent taget sig af. Der er en god progression i artiklernes fokusområder. Bogen indledes helt naturligt med en introduktion til Hattie og begrebet synlig læring i en artikel af Per Fibæk Laursen. Artiklen diskuterer primært, om Hatties konklusioner kan siges at være gyldige, og retter blandt andet en del metodekritik mod ham i den sammenhæng. En vigtig pointe fra Fibæk Laursen er, at langt den meste forskning gennem årene har vist, at der ikke findes én formel for god undervisning, og det blandt andet er her, at Hattie tager fejl ved at rangere deres indflydelse på læring (et begreb som i øvrigt også tages under kærlig behandling flere steder).

Det vil blive for langt at referere samtlige artikler i denne anmeldelse, men jeg vil dog foretage enkelte væsentlige nedslag, som jeg finder særligt interessante. Som sagt er der en fin progression i artiklernes indhold fra de mere introducerende artikler i begyndelsen over et fokus på den praktiske udmøntning af Hattie til de afsluttende artikler, som har et teoretisk diskuterende indhold.

Keld Skovmands artikel om Hatties indflydelse på skolereformen er en øjenåbner, som er interessant for alle at læse. Dels fordi den giver et indblik i, hvordan en enkelt forsker, eller hvordan man definerer Hattie, som i princippet har samlet en lang række af andres forskning i et metastudie, kan få så stor indflydelse politisk, primært fordi han er god til at sælge sit budskab i et klart koncept med korte, forståelige (overfladiske) vendinger (Jørn Bjerre og Niels Møller uddyber dette i deres glimrende artikel om netop det). Dels fordi artiklen viser, hvordan helt simple ting som oversættelsesproblematikker kan føre til misforståelser, som forplanter sig helt ind i en folkeskolelov.

De sidste to artikler i bogen er også de teoretisk tungeste og mest udfordrende. Det gør dem ikke mindre glimrende, men man skal holde tungen lige i munden, når Steen Nepper Larsen og Thomas Aastrup Rømer i hver deres artikel kaster et kritisk lys på to forskellige dele af Hatties teoretiske fundament. Særligt Nepper Larsens artikel om det problematiske i hele evidenstænkningen er intet mindre end fremragende. Selvom det på samme tid er utroligt forstemmende, at det kan virke, som om vi har glemt mellem 40 og 50 års pædagogisk forskning, når vi i den grad kan overse de mange blinde vinkler i begrebet synlig læring. Nepper Larsens vigtigste pointe er, at vi ikke kan vide særligt meget om, hvad der med sikkerhed virker i undervisningen. Hos Hattie fører det ofte til helt banale pointer, som det er svært at være uenig i, fx at variation i undervisningen er godt. Eller det er vigtigt at være godt forberedt. Pointen er, at det bliver så banale didaktiske pointer, at det bliver uinteressant for lærerne. Heldigvis har de fleste lærere det på netop den måde. De er langt mere interesserede i, hvad der fungerer i deres egen undervisning. Hvordan de kan samle op på deres undervisning i dagligdagen og dermed foretage langt mere nuancerede didaktiske overvejelser og refleksioner.

Lad os håbe, at der er én eller to politikere, der tager sig tid til at læse denne lille udgivelse. Den ser ikke ud af meget, men det er måske én af de vigtigste udgivelser i mange år.