Ideen bag HISTORIEN OM EN SNOR er genial i al sin enkelthed: Snoren P opdager, at den kan bøje sig og lave forskellige figurer. Han finder på at binde knuder, så han kan lave flere sjove figurer. En dag møder han snoren M, og sammen laver de endnu flere figurer. De har det sjovt, indtil de bliver lavet om til vasketøjssnor og til sidst brister og må ligge og tænke tilbage på alt det, de har lavet sammen. Figurerne er de eneste illustrationer i begyndelsen af historien og bliver på de sidste sider kun suppleret med to kroge, lidt vasketøj, noget regn og en sol. Det er virkelig en dogme-billedbog, vi har med at gøre. Det viser Ole Lund Kirkegaard talent. Han var ikke bare forfatter, han var også en fremragende illustrator.


Med så små virkemidler er det godt gået, at illustrationerne er så præcise. Man tager ikke fejl af Ole Lund Kirkegaards måde at tegne på: sjovt, skævt og alligevel let at afkode for barnet. Særligt holder jeg af billederne af en høne, som lægger et æg, som er større end den selv.


Først irriterede det mig, at HISTORIEN OM EN SNOR er udgivet i et lille format, 14 x 21 cm. Hvorfor skulle sådan en god bog nøjes med så små sider? Det kan også ses som en stor (!) hjælp til det lille barn, som har svært ved at håndtere mere almindelige billedbøger. Den er trykt i bredformat, som sikkert også er mere håndterbart for barnet.


Tegningerne er lavet i en sort streg, som giver en illusion af virkelig at være en snor. Teksten er lavet i en mørk rød, skrevet på skrivemaskine med versaler, som ikke flytter barnets opmærksomhed fra de fine illustrationer.


Det er utilgiveligt, at der er et 11 siders forord af Jens Andersen. Det placerer HISTORIEN OM EN SNOR et sted mellem en fagbog om Ole Lund Kirkegaards tidligste arbejder, en hyldest til forfatteren og en billedbog. Historien ville stå meget stærkere, hvis den fik lov at udfolde sig først – og så for min skyld gerne kommenteret på de sidste sider.


Historien er tidligere trykt i BØRNEBILLEDBOGEN – INDBLIK OG UDSYN, som er anmeldt på JAGOO marts 2010. Her valgte man at gengive den som de oprindelige 11 sider. I Gyldendals udgave kommer historien meget mere til sin ret. En, højst to, tegninger pr. opslag forstærker den ro, der er i handlingen. Ole Lund Kirkegaard har fortalt, at den var ment som et tilbud til læsesvage børn, men i 2010 vil tempoet være alt for langsomt for børn i den alder. Til børnehaven er den derimod meget egnet. Det kan godt gå hen at blive en af de bøger, et barn holder allermest af. Når man først finder historien. Trods alt!