Min favorit er Det røde æble. Egentlig en meget indviklet sag, hvor et rødt æble, et grønt plastikæble, en meget naiv mand, en lusket frugthandler, en dreng, en kat, brandvæsenet, en tyv, skoleinspektøren og mange, mange andre elementer alle sammen influerer på hinanden og dermed påvirker historien. Den bliver bare fortalt med en ro og med så gode illustrationer, at man ikke har noget problem med at følge med. Læser man historien flere gange, kan man jo vælge at fokusere på nye personer fra gang til gang eller glæde sig over gensynet med de gamle. Tegningerne af byen er detaljerede, og man kan bruge lang tid på at kigge på de enkelte opslag. Så meget mere undrer det mig, at der er uoverensstemmelse mellem de enkelte illustrationer, f.eks. hvordan husene ligger i forhold til hinanden.

Både Min morfar er sørøver og Onkel Skrot er fortællinger, som begynder meget realistisk. Så kommer en længere del, hvor vi hhv. følger forsøget på at få fat i Omars skat på en arabisk inspireret ø og hører om et skibsbrud på Afrika. Begge historier ender tilbage i et almindeligt (svensk) miljø. Især Min morfar er sørøver er en typisk historie af Jan Lööf. En dreng er hovedpersonen, og sammen med sin morfar og hans sørøverbande drager de til søs og må overvinde farer, før de igen er i sikkerhed.

Der er to modsatrettede tendenser i dansk børnelitteratur i disse år. Når det kommer til genudgivelser er den ene tendens at modernisere dem ved at tilegne sproget til det ordvalg, man bruger i dag. Tilnærme det talesproget. Den anden tendens er at søge mod det oprindelige. Historier et eksempel på det sidste. Forlaget har fortalt denne oversætter, at det er en nyoversættelse (), som ligger meget tættere på originalen. Jeg har ikke originalen at sammenligne med, men en tidligere udgave oversat af Grete Janus Hertz og Jens Peder Agger har altså et mere mundret sprog. Især Det røde æble har for mange vanskellige ord. Historiens drive kræver nemlig, at man ikke stopper op undervejs for at forklare ord.

Hvilket barn ved, hvad et nålestribet jakkesæt er? Frugthandleren gnægger og grubler. Lærerinder (sådan hed det også i min gamle udgave) er for længst afløst af de kønsneutrale lærere. Det var virkelig et dejligt æble, De solgte mig, siger manden med det nålestribede jakkesæt sidst i historien. I denne udgave hedder den sidste historie som sagt Onkel Skrot, og onkelen hedder Nils til fornavn. I Jens Peder Aggers udgave hedder han Søren Skrot og det gør historien også. Til gengæld har Lene Ewald Hesel kaldt deres gode ven Frank N. Stein, og det er jo sjovt!!!

Jeg vil ikke lade det gammeldags sprog ødelægge oplevelsen. Jeg har "læst" den højt for en gruppe børn, hvor jeg erstattede teksten med en genfortælling. Historierne er så gode og logiske i opbygning, at man sagtens kan huske dem, evt. ved at støtte sig til de dejlige illustrationer. Det bør bare ikke være nødvendigt med en ny udgivelse. Jeg vil foretrække den gamle udgave.