Naturformidling er et, naturpædagogik er noget andet!
Hjælp, en løve! – naturformidling til små børn, formidler begge dele.


Naturpædagogik er den helt unikke form for pædagogik der stimulere det hele barn, med det der populært kaldes ”kredsløbsforståelse” som det vigtigste begreb.


De væsentligste faktorer når vi navigere i det naturpædagogiske begreb er spørgsmålene: ”Hvorfor?”, ”Hvordan?” "Hvad er det”? og ”kredsløbsforståelsens” spørgsmål, som retter sig mod hvem jeg er, hvad jeg kan, og hvordan jeg oplever og forstår.


Naturformidling er den detailviden, de emner, temaer og aktiviteter, den naturfagkyndige voksne øser ud af til det naturglade barn. Egenskaber, der enten er baseret på egne erfaringer eller andres viden. Eller i bedste fald begge dele.


Generelt kan det fastslås, at både naturformidling og naturpædagogik handler om, hvorledes det enkelte menneske motorisk og kognitivt opfatter og udvikler de basale forhold og sammenhænge i naturen. Blandt naturpædagogikkens guruer kender vi Patrick Grahn og Bent Leicht Madsen. Blandt formidlerne møder vi Ophelia Achton og Tina Nyrop-Larsen.


Sidstnævnte er biolog og naturvejleder, og har med støtte fra Tips- og Lottomidler forfattet en velskrevet brugsbog om naturvejledningens kunst til de mindste børn. Bogen danner en fornuftig kobling til forfatterens titel fra sidste år ”Barnets Naturbog”


Hjælp, en løve! Er en appetitvækker til det naturglade småbørnsfolk, det være sig pædagogen i børnehaven, forældre, bedsteforældre og andet godtfolk, der ønsker et lettilgængeligt minikatalog fyldt med inspiration, forslag til aktiviteter og henvisninger til diverse hjemmesider. Bogen har samtidig en del gode faciliteter i form af spøjse eksempler og historier fra forfatterens egne erfaringer som løvetæmmer. For ikke at tale om de fantastiske fotosessions, der i sig selv er en oplevelse værd og som kan understøtte fortællinger om naturens mangfoldighed. Ærgerligt, at forfatteren ikke har set en mulighed for at lade børns egne foto indgå i bogen.


Forfatteren gør i sin indledning læseren opmærksom på, at de voksne skal hjælpe børnene, og bogen har eksplicit fokus på, hvad det kræver af voksne i deres rolle som formidler til de små børn. Samtidig citeres en minister der engang har udtalt, ”at børn lærer det de skal, inden de bliver 7 år”. Noget af et postulat hvis man drager parallel med den kinesiske filosof og politiker Kungfutse (557-479 f.Kr.) ”Det jeg hører, glemmer jeg - Det jeg ser, husker jeg, - Det jeg gør, forstår jeg” som ligeledes indgår i bogens indledning.


Noget af det der er mest interessant ved nye bogudgivelser er bogens bagside, samt titlens indholdsfortegnelse. En spændende og inspirerende indholdsfortegnelse vil understøtte læserens nysgerrighed eller i modsat fald ofte give anledning til, at interessen for videre læsning mindskes eller helt forsvinder.


Indholdsfortegnelsen til denne bog virker rodet og giver umiddelbart ikke et klart overblik over, hvad denne brugsbog eksakt tilbyder. Indholdet af de første 28 sider er ret kedsommeligt. Forfatteren har lagt et stort arbejde i at berette om alle de nævneværdige fordele, vi i forvejen kender ved at lade børnene færdes i naturen:
Færre konflikter, bedre koncentration og læring, færre sygedage, bedre motorik, mindre stress og intenst samværsmuligheder osv. osv.


Unægtelig mange sider at bruge som ”de gode grundes manual”. Alle (med eller uden særligt indsigt i småbørns færden) ved, at der er begået talrige globale undersøgelser, der viser markante forskelle i børns trivsel i traditionelle børnehaver kontra naturinstitutioner.


Først, når vi når hen til side 33, begynder læsningen at blive interessant. Det afsnit, der kaldes ”Den røde tråd”, der fortæller historien om en kastanje, om et æg, og et tema om forår, fugle og fuglesang, fra larve til bille, er ypperligt og detaljeret beskrevet og dokumenteret med flotte fotos. Flere af disse tematiserede emner ville unægtelig bringe bogens scoren længere mod toppen.
I et afsnit på godt 20 sider, benytter forfatteren det meste af spaltepladsen på facts om sin egen konkrete måde, at formidle naturfaglig viden på. ”Hvad er det naturvejlederen kan, som pædagogen ikke kan?” indledes afsnittet om ”Den voksnes rolle” med. Der refereres fra case hvor en pædagog spørger naturvejlederen: ”Underligt, men de hører aldrig efter, når vi siger noget. Hvad er det, du gør ved dem?”


Et 1000 kr. spørgsmål jeg som anmelder nok skal holde mig fra at svare på. Forfatteren skriver aktiv, engageret og rollefordeling og, at det i øvrigt ikke betyder noget for pædagogen at indrømme sin uvidenhed, hvis blot man altid har udgangspunkt i egen interesse og sin retorik i orden. Fra samme cases i en børnehave, beretter forfatteren om institutionslederen der midt i et forløb siger: ”Du er godt nok en dygtig pædagog Tina!”. Men Tina er jo ikke pædagog siger hun, men naturvejleder. Forskellen er ifølge forfatteren, at naturvejlederen kan formidle til børn på en måde, som gør det spændende hvilket afstedkommer børnenes opmærksomhed. Men kan en aktiv, engageret pædagog der har udgangspunkt i egen interesse og retorikken i orden ikke det? Stof til eftertanke samt et oplagt emne i et diskussionsforum.


Hjælp, en løve! Naturformidling til små børn, er på mange måder værd at investere 119 kr. på. Er man pædagog eller studerende med interesse og forventninger i specifik naturpædagogik, må tommelfingeren pege nedad. Er man pædagog i en børnehave og gerne vil planlægge og konkretisere sit arbejde med pædagogiske lærerplaner, vender tommelfingeren ligeledes nedad. Tilhører man derimod gruppen af naturglade medarbejdere i en børnehave, der savner forslag til aktiviteter, ideer til hvordan man kan møde børnene på netop deres præmisser, og ønsker man en øjenåbner i form af en nuanceret håndbog i naturformidling i børnehøjde, peger begge tommelfingre opad.


Det er vanskeligt for både læser og anmelder at gennemskue, hvad der grundlæggende gør, at Tina Nyrop-Larsen vælger at forfatte en bog som Hjælp, en løve! Har der været et egentligt formål med at skrive endnu en bog om småbørns trivsel og læring i naturen? Har formålet været at ruske op om den voksnes rolle? Det har givet stof til eftertanke.
Selv skriver forfatteren, at hendes egne oplevelser har givet både smil på læben og stof til eftertanke.