Undertitel: Børns læreprocesser gennem narrativ praksis

Børns tidlige narrativer handler som regel om ting og hændelser her og nu, førskolebørns narrativer er personlige og baseret på deres egne erfaringer. Forfatteren påpeger vigtigheden af, at pædagogen er opmærksom på og støtter barnets initiativer til at konstruere narrativer. Børn har brug for voksne for at kunne fortælle om en hændelse. De har brug for støtte, så som uddybende spørgsmål, afklaring af rækkefølge, og hvem der deltog, Hvis børn forstår, at de må give de ønskede oplysninger, forstår de andres behov for baggrundsoplysninger. Det er et vigtigt skridt i retning af en forståelse for, at mennesker har forskellige erfaringer og opfattelser. Det handler om social læring, som danner grundlaget for, at børns opbygger en viden og forståelse for andre og deres forskellige meninger og perspektiver. Børn opbygger denne viden gennem deltagelse i samtaler og sociale aktiviteter.
Liv Gjems er dr. polit., pædagog, cand. pæd. og forsker. Bogen er en bearbejdet udgave af forfatterens doktorafhandling og er derfor baseret på videnskabelige teorier. Der er mange henvisninger til forskellig forskning, undersøgelser, studier m.m. Siderne er tætskrevne. Koncentration, opmærksomhed og tålmodighed er nødvendigt for at holde fokus på læsningen. Liv Gjems bog fik fagbogsprisen i Norge i 2006 med den begrundelse, at den er et unikt bidrag til at øge forståelsen af børns læring. Siden er der sat meget fokus på narrativers betydning for barnets sociale kognitive og sproglige udvikling. Der er meget teoretisk viden at hente i bogen, da den tager udgangspunkt i en doktorafhandling. Bogen er ikke sensationel indenfor sit område og formen er medvirkende til, at bogen mangler gennemslagskraft.


HVAD BØRN LÆRER, NÅR DE FORTÆLLERLiv Gjems præsenterer forskellige definitioner på begrebet narrativer. Der findes mange, men de fleste slår fast, at narrativer omfatter to eller flere hændelser, som er tidsmæssigt relateret. I bogen kategoriseres narrativer bl.a. som narrativer for at forstå og narrativer for at fortælle. I narrativer for at forstå fortæller børnene tøvende, spørger de voksne, hvad de mener, og giver således udtryk for, at de prøver at forstå en hændelse. I narrativer for at fortælle viser børn, at de selv ønsker at fortælle. De voksnes opgave er at lytte og tilkendegive, hvad de synes. Er de imponerede, forskrækkede eller andet.


Forfatteren har som ekstern forsker studeret børns narrative udtryk for at forstå andres meninger. Som supplement til sin egen viden har hun brugt andre forskeres ekspertise og været en del af livet i en børnehave. Her var det nødvendigt med et kendskab til børnehavens rutiner og at lære børn og voksne at kende for at studere de sproglige interaktioner. Liv Gjems brugte bl.a. videooptagelser og observationer af børn og voksne. Hun valgte videoobservationer for at opfange både visuelle og auditive data i interaktionerne mellem børn og voksne.


Bogen har eksempler på sproglige interaktioner mellem pædagog og barn. Disse illustrerer bl.a., hvordan pædagogen er interesseret i at høre om barnets erfaringer, hvad det tænker og føler, samt hvordan barnet får erfaring i det at bruge sproget til at fortælle og dele en hændelse med en engageret voksen.


Gennem samtaleinteraktioner og narrativ praksis lærer børn at forstå, at der eksisterer et mentalt niveau, hvor der findes tanker og overvejelser, som styrer vore handlinger. Voksne, som inviterer børn til selv at sætte ord på deres tanke, eller hvordan de valgte at løse et fænomen mentalt, yder en vigtig støtte, når børn skal lære om mentale processer. Når børn beskriver mentale processer med ord, er det med til at fremme deres narrative kompetencer, fordi læring af narrative færdigheder sker samtidig med en øget kompetence til at bruge og forstå sproglige udtryk for mentale processer.