MAJ 2003

BARN AF TIDEN
Alle nævnt, ingen glemt. Sven Bach, Søs Bayer, Kirsten Borberg, Stig Broström, Ahmet Demir, Jette Eriksen, Lis Halby, Jan Kampmann, Søren Langager, Kim Løwenstein og Annelise Pfeiffer.
Findes de ikke her, findes de nedenfor.

Sætningen om at smag og behag er forskellig, er i sin selvfølgelighed mere søvndyssende end TV-avisens Bent Stuckert, når han speaker allermest langsomt. Men antologien ”Hvis er barnet?” FALDT bare ikke i min SMAG. I begyndelsen. For eksempel indeholder den 15 portrætbilleder i discount-sort-hvid, og et lilla omslag, der gik af mode i 1970erne. Men af og til må vi journalister jo grave dybere. Og ud i vort fags klicheverden er dette spadestik blevet til ”bedre sent end aldrig” og ”man har lov til at blive klogere”:

For nu har jeg læst HVIS ER BARNET?, hvilket jo er en betydelig fordel for en anmelder. Og det ER faktisk en fremragende bog, hvis væsentligste styrke er, at den rummer så uendelig megen inspiration til hjertet. Og – hvem ved? – måske med tiden også til forstanden og adfærden. I stikord drejer det sig om kontrol, udfoldelse, opdragelse, ansvar, udvikling, vejledning, indlevelse, kærlighed, mod, integration, kulturliggørelse, forankring, tabu, omsorg, kompetence, undervisning, læring, kollision, terapi, sans, kropslighed og ”dekonstruktionens analytiske skalpel”. Hovedsaglig tekster om barnet i den moderne verden.

Med antologier er det sædvanligvis sådan her: Længe før udgivelse belastes de af særlige antologiske problemer, der banker forsigtigt på for snart at lægge sig tungt i kapitlerne: undertemaer, der går igen og igen og en sproglige stil, der aldrig er noget at pifte efter, i hvert fald sjældent på grund af sin renhed. Desuden ligger det selvcentrerede og sentimentale lige for, når man – som i HVIS ER BARNET? – lader forfatterne bruge fra deres private rum. Men tilgiv mig, Spæt Henriksen og Annette Daugaard Bentzen (bogens redaktører, red.). For denne antologi bekræfter IKKE mine fordomme.

HVIS ER BARNET? er en bog med vel mange korrekturfejl, hvoraf den morsomste er ”OSV. OG OSV.”. Men alt i alt ligger sproget over sædvanlig antologi-standard; man møder kærlige skribenter – og man farer ikke vild i gentagelser. 15 forskellige producenter er mange, men der er fyld i deres blandede bolcher. Og det fælles og overordnede tema om barnets placering står fra forsiden klart. Det bliver stædigt – og formidlingsmæssigt rigtigt – forfulgt til sidste side. End ikke fordommen, at antologier er kedelige, holder stand. Dette er Anders Hjulers lune og begavede bidrag om pædagogik et godt eksempel på.

Et andet af de bidrag, der gør kaffen kold og cigaretten langasket, er skrevet af Susanne Nyrop: ”Det nødvendige, det behagelige og det overflødige”. I formidlingsverdenen er sejren hjemme, når man kan få målgruppen til at læse videre, efter at teksten er lagt væk. Og det lykkes blandt andet her. Susanne Nyrop skriver om familielivet og vores aktuelle måde at være sammen på.

Udgangspunktet er slet ikke så fjernt: samværet i familien – i konkurrence med samværet på arbejdspladserne og i institutionerne. Og at samlivet – set i samfundskulturelt perspektiv – prioriteres højest de sidstnævnte steder. Det er i disse kroge af slægtens dårlige samvittighed, at Nyrop vil og kan fortælle os noget. Hun betragter vistnok den opmærksomhed, vi ikke giver hinanden i familien, som vor tids største mangelvare. Og heri er hun i tragisk grad rigtigt på den.

Susanne Nyrop er også omkring begrebet ”kvalitetstid”, som blev opfundet i 1980erne. Da vi trodsede efterslæbet af 70ernes krisetegn og gik amok i forbrug. Måske VAR ”kvalitetstid” mest af alt et plaster for munden af dem, der ville afsløre 80ernes aftagende stimulering af børnene. Dengang TING vandt over TID.

Nyrops tekst skal læses på en god dag, med solskin og luft i kassekreditten. For den sætter gang i mange tanker, der ikke alle er lige lyse. For eksempel også indenfor genren, Den ny teknologi… Her afbryder jeg straks og tænker, hvornår min egen Magnus på seks år bliver indlagt med en psykotisk forestilling om, at han er en figur i et Playstation-spil. Nyrop skriver om brug og misbrug af den moderne teknologi; om nye samværsformer på godt og ondt; om mere til og alt i et vidunderligt konkret sprog med ord som ”Pipi”, ”pat” og ”Pokémon”. Trods meget på hjerte holder Susanne Nyrops tekst sig også hele vejen indenfor ”den røde tråds bredde”.

Og måske ER det en helt relevant idé at stille tre spørgsmål til fremtidens forbrugsgoder: Er de nødvendige, er de bare behagelige, eller er de helt overflødige…

Stor ros til antologiens 15 bidragsydere, der alle er beriget af børn, både på deres job og derhjemme. Nogle har børnebørn, nogle har voksne børn, nogle har bare helt almindelige børn. Samtlige forfattere har tillige noget på hjerte, og de består den svære prøve, som det er at skrive let. Som bibliotekernes anmeldelse rigtigt bemærker, så er antologien – også rent grafisk – nem at læse. Og før hver ny tekst klædes man grundigt på: Bogen rummer 15 indholdsmæssigt relevante præsentationer af bidragsyderne.

JAGOO anbefaler HVIS ER BARNET? til enhver, der har med børn at gøre, privat eller professionelt. For alle os samler antologien 250 siders inspiration i bedste klasse. HVIS ER BARNET? er en klog og særdeles inspirerende bog om opdragelse, dannelse og børneliv - om barnet i det samfund, som vi igen i morgen vil vågne op til.

Poul Majgaard
Denne bog er anmeldt i samarbejde med Pia Schiller, som er uddannet pædagog

OBS! FLERE ANMELDELSER ER UNDERVEJS.