Til dem der blev myrdet. Til dem der overlevede. Sådan står der som intro til denne sørgelige, skæbnetunge og helt særlige roman. På den følgende side står et citat af Primo Levi: Det er sket og kan derfor ske igen: Det er essensen af hvad vi har at sige. Herefter begynder fortællingen og tegningerne af forfatteren Joanne Drangers forfædre.

Det begynder sådan: Hjemme hos mine bedsteforældre på Skeppargatan 75 hang et portræt af min moster Susanne, som 7-årig. Jeg har altid elsket det maleri, pigen med de lange brune fletninger og de alvorlige øjne. Det viser sig at være malet af den store tysk-jødiske kunstner Lotte Laserstein, der emigrerede til Sverige i 1937. Det er her, den personlige historie møder forfatteren, og senere begynder hun at samle et stamtræ for sin familie. Hun ville lave tegneserieportrætter af alle, men det blev helt umuligt. Hendes slægtshistorie her rummer fire generationer, det går tilbage til Drangers oldeforældre, Aron og Rebecka Katz. De flygtede i 1906 fra pogromer i Bialystock i Østpolen og bosatte sig i landsbyen Hindås uden for Göteborg. Her levede de fredeligt og arbejdsomt i mange år.

Så kommer 1930ernes tyske nazisme også til Sverige. Sverige var jo ellers et neutralt land, der holdt sig uden for krigen, men der sker meget under neutraliteten. Der er svære tider for jøderne, og i forskellige afsnit følger man forskellige grene af familien.

Det er 424 sider med skæbner så tunge, at de netop må tegnes i sort-hvidt. Det kan være ganske vanskeligt at følge med i familiehistorien, men tegninger og historiske dokumenter er vejen til forståelse af indholdet. Det er i bund og grund fortællingen om Holocaust og livet i en jødisk familie med mange tråde ud i verden.

Titlen Ihukom os til livet stammer fra en bøn, der læses hver dag fra Rosh Hashana (nytår) til Yom Kippur (forsoningsdag).

Bogen har 10-12 sider med litteraturhenvisninger og kildeangivelser. Det er således en blanding af alle genrer. Det gør det til en rystende beretning, der netop tager Primo Levi alvorligt: Det er sket og kan derfor ske igen: Det er essensen af hvad vi har at sige. Her er Joanne Drangers fortælling, der kan give indsigt, så det forhåbentlig aldrig sker igen.