Januar 2004

Endelig har vi fået en bog, som giver forståelse og håb midt i Mediernes konstaterende og håbløse billeder af drengebander, gruppevoldtægter og piger, som stikker med knive.

Dette er den første bog som bredt beskriver indsatsen på gadeplan overfor de udstødte unge; de stille såvel som de vilde. Ikke den indsats som foretages af det sociale system, licenshaverne i socialindustrien – men det, ikke institutionelle, gadeplansarbejde, der mest af alt bygger på den personlige relation til en ung.

Forfatterens bud på årsagen til, at der ikke tidligere er skrevet bøger om arbejdet med unge ”udenfor pædagogisk rækkevidde” er, at visdommen hos dem, der arbejder med disse unge, sjældent vil passe ind, blandt cirkler og pile i en klassisk lærebog. Derfor er denne bog anderledes.

Søren Magnussen, bagmand, Vilde Læreprocesser, siger i bogen:
”Jeg er træt af grædekonerne. Jeg er træt af dem, der pr. automatik altid siger, at de unge bare bliver værre og værre, og mere og mere udenfor pædagogisk rækkevidde. Det er den rene historieforfalskning”.
Det er denne historieforfalskning Poul Majgaard gør op med i denne bog.

Bogen består af arbejdsportrætter, som kan læses i det miks, forfatteren har sammensat, men som også kan læses i tilfældig rækkefølge.
Arbejdsportrætterne indeholder også personlige portrætter af gadearbejderen, der fortæller om sit arbejde, refleksioner over dette og sig selv, sin egen baggrund og privatsfæren, som er en del af arbejdsredskaberne. Pauserne i gadearbejdernes fortællinger, fyldes ud af forfatteren, som gennem sin indlevelses - og iagttagelsesevne giver billeder af den enkelte gadearbejder, så man som læser kan se dem for sig og lærer dem at kende, bliver trukket helt ind i samværet og får et ønske om at deltage i samtalen.
Bogen giver et billede af den mangfoldighed, som kendetegner gruppen af gadearbejdere. Her er en pædagogisk uddannelse ikke en nødvendig forudsætning for arbejdet.
”Ingen pædagogiske systemer skaber reelle relationer, uden at mennesket indeni satser sig selv. Brænder for, brænder med og måske brænder ned, men lever i respekt og kærlighed til et arbejde, der er så meget mere end blot karriere, løn og job.(citat fra bogen, Ole Hummelgård)”
Det ser mere ud som om, at forudsætningen for arbejdet er – ildsjæle, som har prøvet livet, har måttet gennemleve problemer af forskellig karakter og har fundet sin egen metode til at håndtere tilværelsen. Der er den kærlige soldat, den engelske idrætslærer, den ydmyge ildsjæl, mægleren fra Marokko og flere andre, som fortæller om en vej mellem afmagt og magt, om at tale talentet frem, om visioner med måde - og om, at dilemmaer skal håndteres et ad gangen. Kendetegnende for disse ildsjæle er, at grundlaget for dialog, tillid og respekt er handlingspræget samvær. Dette fremstår i arbejdsportrætterne som en vekselvirkning mellem beskrivelse af situationer og refleksion over det skete, sig selv, samt en nøgtern konstatering af det, som eventuelt ikke gik som ønsket, men som er smertefuldt.
”Når man stiller sit hjerte til rådighed i det socialpædagogiske arbejde med truede unge, inviterer man smerten ind.( citat fra bogen, Ole Hummelgård)”

I bogens efterskrift siger jens Arentsen
”Er det den unge, der er uopnåelig, eller er det pædagogen, som er det?”

Forfatteren forholder sig ikke til skyld i denne bog, men der gives klare eksempler på, at der er mange af de uopnåelige, som er opnåelige når ”de rigtige mennesker” sætter ” de rigtige situationer” i spil. Så må det være op til læseren at forholde sig til skyldsspørgsmålet.

Bogen fremstår som en fortælling i kærlighed til den unge og respekt for gadearbejderens store indsats, en indsats som er kendetegnet ved ikke at have færdige metoder, ikke at have fastlåste mål – om mennesker, som har mod til at træde ind i et ungt menneskes ”rum” med et autentisk nærvær, som åbner døre for ændret adfærd.
Som samlingspunkter i bogen, er der efter hvert tredje arbejdsportræt, et APROPOS, hvor forskellige kloge mennesker forholder sig til gadearbejderens arbejde fra hver sin vinkel. Som læser er det godt at blive hevet lidt væk fra arbejdsportrætternes intense virkelighed, for at få nogle generelle betragtninger om problematikkerne.

Forfatteren ønsker, at bogen må bidrage med oplysning om ungearbejdet til engagerede borgere; inspirere andre socialarbejdere – og være et udgangspunkt for gode debatter i undervisningsverden.
Må dette ønske blive opfyldt.