Dvd medfølger

En provokerende titel, som skærper nysgerrigheden. Alle institutioner med børn fra 0 til 3 år bør være i besiddelse af denne lille, kloge bog med tilhørende dvd. Et yderst velegnet materiale til refleksion over og debat om, hvorvidt vi lærer børnene hjælpeløshed i institutionen. Bogen vil også være godt redskab, når man modtager nye medarbejdere.


Da jeg havde set dvd’en og samtidig fulgt med i Lise Ahlmanns bog, som matcher dvd’en, drømte jeg den følgende nat, at jeg selv var trådt ind i og blevet en del af det projekt, som bogen tager udgangspunkt i. Dette siger mere end ord, hvor meget det rører mig at se og læse om, hvordan de små børn i vuggestuen var så motiverede til at være selvhjulpne og hjælpe hinanden. At blive selvhjulpet er ikke et mål i sig selv, men et middel til udvikling. Ved projektets slutning viste børnene bl.a. både større selvstændighed og væsentlige sociale kompetencer som hensyntagen, hjælpsomhed og rimelig evne til at klare konflikter.


Sigtet med projektet "Indlært hjælpeløshed?" (Hedder projektet det – med spørgsmålstegnet?) var at indkredse begrebet kvalitet i forbindelse med omsorgen. Denne bog tager fat i to temaer: Bleskift og tøj af og tøj på. Målet var at belyse, hvordan en bevidst pædagogisk prioritering af de praktiske omsorgsfunktioner kan gennemføres i en almindelig vuggestue uden særlige normeringer eller andre specielle betingelser. Dette mål er i allerhøjeste grad nået.


Lise Ahlmann indleder sin bog med nogle generelle overvejelser: Hun skriver bl.a. om børnenes synsvinkel, organisering og tilrettelæggelse. Et andet emne er samspillet, som beskæftiger sig med, hvilken rolle den voksne påtager sig, og hvilken rolle barnet dermed får tildelt. Hun taler om "Dogmepædagogik", dvs. vedtagne retningslinjer, som kan skabe fornyelse af omsorgsrutinerne gennem børnenes aktive inddragelse og vuggestuens indretning. Det kan f.eks. være i forbindelse med bleskift. Lise Ahlmann forklarer den pædagogiske baggrund for de forskellige dogmer og ser på, hvilket udviklingsperspektiv, der ligger i dem.


Børnene har hovedrollerne, og de voksne står i kulissen i denne bog. Det kan være svært at stå i kulissen, især når tingene skal gå stærkt. Så kan det synes at være lettere og hurtigere at skifte barnets ble eller give det tøj på, end det er at holde sig i baggrunden, være til rådighed og kunne aflæse børnenes signaler om, hvilken hjælp, de har brug for, og hvornår. Men når børnene efterhånden bliver mere selvhjulpne, får personalet jo mere tid til at hjælpe de børn, der har behov for det, og arbejdet bliver mere tilfredsstillende. Personalet er meget opmærksomt på de signaler, de små børn sender. En dag er et barn ikke motiveret til at være selvhjulpet. Så er det vigtigt, at den voksne er bevidst om, om hun vil følge det, barnets opmærksomhed er rettet imod eller forsøge at motivere det til f.eks. at tage bleen af.


Bogen afsluttes med at beskrive erfaringerne fra projektet. Her vil jeg nævne, at personalet i forhold til struktur og planlægning nu oftere blot med øjenkontakt og gestus kunne give hinanden mulighed for at improvisere og handle spontant – en form for koreografi, som vokser ud af et nært og tillidsfuldt samarbejde. Smukkere kan det ikke siges.