Denne bog er relevant som fagstof i studiegrupper for pædagoger, for pædagogstuderende, konsulenter og undervisere med tilknytning til pædagogfaget specifikt i forhold til arbejdet med inkluderende pædagogik. Man fornemmer, at der ligger en stor viden og en grundig research bag bogen. Der skal tid og koncentration til at læse dens tætskrevne sider med få diagrammer.
 

De små praksisfortællinger er et behageligt åndehul i læsningen. Bjørg Kjærs sprogbrug hører væsentligst hjemme i forskerverdenen. Dog overrasker hun med udtryk, såsom "at blive fedtet ind i". Udtrykket sammenkædes med "at være en ildsjæl". Forfatteren samler disse udtryk i ordet inderliggørelse, hvor pædagogen er for følelsesmæssigt involveret i sit arbejde. En ildsjæl brænder ud, påstår hun. Det er nødvendigt at arbejde henimod at skabe en professionel distance ved hjælp af faglighed og saglighed. Hun kalder det af-inderliggørelse. Institutionskulturen, som udgør et specifikt og socialt miljø, skal holdes adskilt fra hjemmekulturen. Pædagogerne skal arbejde som reflekterende metodikere, hvilket udelukker, at man er venner med forældrene. Det er en af Bjørg Kjærs pointer i bogen.


"De gode eksemplers institutioner" er fællesbetegnelsen for de institutioner, hvor det pædagogiske arbejde er optimalt. Arbejdsopgaver og problematikker, som pædagogerne har svært ved at håndtere, tages op og drøftes med en tilknyttet superviser. Nogle af disse institutioner har fået tildelt ressourcer.


Bjørg Kjærs udgangspunkt i bogen er dels arbejdet med børn med psykosociale problemer, dels situationer, hvor børn bliver udelukket/inkluderet af andre børn, f.eks. i leg. For førstnævnte børn kan det være en lettelse at være i institutionen, og de har et stort behov for inklusion, anerkendelse, trygge rammer og nogle gode rollemodeller. I kapitlet Praktisk pædagogisk arbejde illustreres, hvordan det arbejde, der etablerer stærke forbindelser mellem barnets trivsel, læring og deltagelse, manifesterer sig i mødet mellem børnene og pædagogerne. Det er positiv og også skeptisk læsning. Jeg tror, den kan skabe tre reaktioner:

1. Bekræftelse: sådan har vi arbejdet længe,
2. Motivation til ændring i institutionen,
3. Afmagt: Fint, men det har vi ikke ressourcer til i vores institution.

Samarbejdet med forældrene er altafgørende. Det er børnene, der er i centrum her. Pædagogerne engagerer sig i børnenes leg. De skal kunne adskille den relation, de har til forældrene fra den, de har med børnene. Personalet skal være bevidst om forældrenes baggrund, og der skal være et gensidigt tillidsforhold. I personalesamarbejdet er det konkretion, der er nøgleordet. Man må forholde sig specifikt og konkret til det, man gør. Der er klarhed over, hvem der tager sig af hvilke opgaver, og man sender ikke diffuse problematiseringer til hinanden.

Bjørg Kjærs afslutter sin bog med nogle udfordringer til pædagoger i fremtiden: At håndtere det private og det personlige overfor det professionelle og trække grænsen herimellem. At opbygge en institutionskultur, som understøtter, at personalet udvikler sig til reflekterende metodikere. Målet må hele tiden være at skabe større forståelse for, hvad der egentlig sker i praksis, og kritisk undersøge om hensigter indfries.

Ikke alle pædagoger og institutioner er lige gode, og Bjørg Kjær er talsmand for, at pædagogerne tager professionsopgaven på sig for at højne pædagogfaget status i et bredere samfundsmæssigt perspektiv.