"Faren er på legepladsen med sit barn. Barnet råber til sin far "Se mig". Faren når ikke at svare, før en kvinde, der også er der med sit barn, siger "Så dygtig du er". Barnet havde bedt om at blive set, men fik i stedet for en bedømmelse, vurdering."

Eksemplet er frit hentet fra Peter Høegs roman "De måske egnede", og er brugt i kapitlet: "Så dygtig er du - om anerkendelse eller vurdering". Anerkendelse, belønning, klistermærker, ros. Hvad er anerkendelse, hvad er antianerkendelse, krænkelse, og hvordan bliver det brugt i relationen mellem mennesker? Det er dette spørgsmål, der er bogens fællesnævner, og som de otte højtuddannede norske fagfolk har hver deres indgangsvinkel til. Det er både en fordel og en ulempe, når flere forfattere er kommet med hvert sit bidrag til en bog. Der er meget viden at hente, men meget vil også uundgåeligt være gentagelser. Der er udgivet mange bøger om anerkendende relationer de senere år, og jeg har lyst til at spørge forfatterne om, hvori de nye perspektiver ligger i netop denne bog?

En leder har skrevet et kapitel med titlen: "Anerkendende ledelse - pleasing eller aktion." Nogle ledere er blevet spurgt: Hvad er anerkendelse for dig i forhold til personalet? Svarene er almene: "at støtte", "at lytte", "at lade medarbejderen udvikle sig" osv. Svar åbner for nye spørgsmål? "Hvordan? En leder sagde: ”Jeg giver hende lidt anerkendelse". Det er et godt eksempel på antianerkendelse, krænkelse, et subjekt - objekt forhold til medarbejderne. Anerkendelse kan blive en maskine, en "skinanerkendelse".

Respekt og anerkendelse er gensidigt afhængige af hinanden. I kapitlet: "Kulturforskelle i dagtilbud" refererer forfatteren til en international undersøgelse, hvor pædagoger og forældre skal forholde sig til, hvilke værdier de finder vigtigst. Respekt var den værdi, der blev sat højest, og for nogle kinesiske forældre måtte respekt for de ældre være nummer et, og at det var grundlaget for indstillingen til de andre værdier - tankevækkende.


Bogens første kapitler "Anerkendelsens kompleksitet i pædagogiske institutioner" og "Børn, børnefællesskaber og fællesskab" kan kaldes bogens teoretiske fundament. Socialfilosoffen Alex Honneth er en af mange, som har forsket i anerkendelse, krænkelse og relationer, og hans navn ses ofte på litteraturlisten. De mange litteraturhenvisninger i kapitlerne kan motivere til at grave dybere ned i anerkendelsens kompleksitet.


Kapitlet "Det adfærdsproblematiske barn - et kritisk perspektiv på definitionen af børn og instrumentelle metoder i dagtilbudspraksis" er interessant. Vi har skabt et billede af "originalbarnet". Forfatteren forholder sig skeptisk til udviklingsplaner, som har til målsætning at fremme børns bedste udgave af sig selv. Forfatteren hævder, at det er sådan, at det er børnene, der skal ændres og tilpasses, og indirekte trækkes opmærksomheden mod det, barnet ikke kan. Ligeledes mener forfatteren, at der kun i ringe grad stilles spørgsmål ved den måde, barnet tolkes og forstås på. Barnets såkaldte problemer ses som en del af sig selv.


Voksenrollen i relation til børn i samspilsvanskeligheder bliver sat under lup i kapitlet: "Mediator eller moderator". En mediator kanaliserer og skaber sammenhæng i forskellige relationer, moderatoren hindrer og stopper i situationer, hvor voksenrollen kan være udslagsgivende for, om samspillet opretholdes. Forfatteren beskriver nogle interessante observationer i tre børnehaver i Norge, hvor der var fokus på, om medarbejderen var mediator eller moderator og hvilke konsekvenser, det kan få.


Bogen er relevant som studiebog på pædagogseminarier. I kapitlet "Hvilken voksen vil jeg være for børn? - et projekt om anerkendelse i pædagoguddannelsen" er studerende med i et anerkendelsesprojekt med fokus på de studerendes læring om barnet i dagtilbud og på voksen-barn-samspillet.

Det kræver tid at læse denne bog, så det kan være en god ide ikke at sluge den hele på en gang.