Hvad betyder det, at man er adopteret? Hvordan skal man lige tackle det, når man er ret meget anderledes end de andre børn i klassen? Og hvad skal man gøre, når man ikke ligner ens far og mor?


Det er nogle af de tanker og følelser, som den 7-årige hovedperson Anna bakser med i KAN MAN SPISE SOFTICE MED PINDE? Som den herlige titel på bogen så fint illustrerer, er der tale om et kultursammenstød: Anna har noget fra hver kultur med sig, og vil egentlig gerne have, at det hele smelter sammen. Men det er ikke altid så nemt at befinde sig i et vadested mellem to kulturer og forsøge at forene dem …


Anna bor i Danmark hos sin far og mor, men hun er født i Kina. Hendes mor afleverede hende på et børnehjem. Og det er selvfølgelig lidt mærkeligt ikke at kende sin egen mor og ikke at ligne den mor, man har fået i Danmark. I bogen følger vi Anna på hendes fødselsdag, hvor hendes bedstemor og venner kommer på besøg. Her får vi også præsenteret en mangfoldighed af historier fra børnene, for det viser sig jo, at alle børn er forskellige. Og en af bogens pointer er, at selvom vi alle er forskellige, så er vi stadig mennesker og dermed også grundlæggende ens.


Bogen tager fat på et ret overset emne, adoption, og præsenterer en masse spørgsmål, følelser, tanker og dilemmaer i en fin lille historie om Anna. Det er ganske glimrende og fortjener alene af den grund respekt. Sproget glider ubesværet og får præsenteret en masse spørgsmål og overvejelser om adoption, om det at være menneske og om kultur på en elegant måde. Illustrationerne understøtter universet og giver læseren en tryg og behagelig indføring i historien.


Bogen er for de 5-10-årige (og deres forældre) og giver masser af stof til refleksion og diskussion. Både for dem, der har adoption tæt inde på livet, og til alle dem, der ikke har.